Norge har (endnu) ikke noget renommé som en maddestination, men det burde landet have, for der er masser at opdage udover akvavit og røget laks. Prøv de fantastiske lokale ingredienser, såsom kongekrabbe fra Barentshavet, glimrende fisk som torsk eller helleflynder, økologisk lam fra Lofoten, eller de smagfulde multebær. Norge har også nogle af de bedste kokke i Europa; et stort udvalg af lokale specialiteter; og traditionelle retter til alle sæsoner. Nogle lokale retter kan virkelig sætte dine smagsløg på prøver ("smalahove", saltet og røget fårehoved er og bliver en delikatesse som udlændinge sjældent vover at smage), men de kulinarisk nysgerrige vil opdage at der venter dem masser af uventede og behagelige overraskelser.
Forslag til artikler
- Lokale ingredienser og specialiteter
- Julemad
- Akvavit
- Husmandskost (traditionel norsk madlavning)
- 10 norske kokke
Lokale ingredienser og specialiteter
Lam og fisk indgår hyppigt i mange af de norske specialiteter, og der er mange egnsbestemte variationer. Retter baseret på lammekød omfatter blandt andet fenalår, saltet og krydret lammekølle; fårikål, en populær efterårsret af lam kogt med kål og hele peberkorn; og smalahove, saltet (til tider røget) fårehoved, en specialitet fra det vestlige Norge.
Norske laks er populære og er blevet benyttet af norske kokke i årtier – den karakteristiske og delikate smag gør laksen til en fremragende basisingrediens for mange smagfulde retter. Andre fisk er også værd at nævne, heriblandt tørfisk, tørret torsk som regel fra Lofoten-øerne i Nord-Norge, hvor fiskene hænges til tørre i vintermånederne; og rakfisk, fermenterede fisk der spises rå (en specialitet fra Valdres i det østlige Norge).
Julemad
Norges store udbud af traditionelle retter og lokale specialiteter kommer virkeligt til udtryk omkring juletid. En sikker favorit er ribbe, en slags flæskesteg, der spises i 6 ud af 10 hjem. På en tæt andenplads er pinnekjøtt, en ret bestående af saltet og tørret (til tider røget) lammeribben, sædvanligvis dampet over birkekviste ("pinne") – deraf navnet. Pinnekjøt er særligt populært i det vestlige Norge. Unikt for det norske julebord, og en tillært smagsoplevelse for mange, er lutefisk. Det er tørfisk der er blødgjort i vand og lud, derefter kogt og nogle gange grillet. Typisk tilbehør er kartofler, bacon, grønne ærter og sennep. Selvom denne fisk traditionelt er en juleret, er dens popularitet stigende og sæsonen for dens indtagen bliver længere og længere.
Multekrem (multebær og flødeskum) eller riskrem (risalamande serveret med en rød frugtsovs) serveres ofte som dessert, efterfulgt af syv forskellige julekager, traditionsdikteret, og sædvanligvis en kransekage. Alt dette skylles ned med juleøl eller akvavit (se nedenfor).
Akvavit
Norges nationaldrik er en kartoffelbaseret spiritus tilsmagt med urter såsom kommenfrø, anis, dild, fennikel og koriander. Det er den foretrukne ledsager til julemaden, men kan drikkes året rundt. Faktisk eksisterer der adskillige mildere sommervarianter. Det mest kendte norske mærke er Linie, navngivet sådan fordi tønderne må krydse Ækvator to gange før akvavitten kan hældes på flasker og sælges (Det blev opdaget for mange år siden at konstant bevægelse, høj luftfugtighed og svingende temperaturer får spiritussen til at udtrække mere smag, samt bidrage til en accelereret modning). Du kan finde ud af mere om akvavit på Løiten Brænderi, også kendt som Akvavitmuseet i Løten, Hedmark.
Husmandskost
Husmandskost er synonym med den hjemmelavede norske mad. Mange af Norges populære retter falder i den kategori, som for eksempel kødboller (kjøttkaker), altid serveret med brun sovs og kartofler, en anden fast bestanddel i det norske køkken, og fiskeboller (fiskekaker). Mange supper (blandt dem ærtesuppe) og stuvninger såsom lapskaus falder også i den kategori. Grød (rømmegrøt) lavet af naturlig, syrlig fløde og serveret med smør, sucker og kanel, og risengrød er andre klassikere.
10 norske kokke
De 10 kokke nævnt nedenfor er alle spændende interviewemner, eller kan citeres i madrelaterede artikler.
Arne Brimi: TV-kok med stærke rødder i de norske fjelde, hvis ingredienser han har været forkæmper for i årevis. Ejer et åbent køkken nær Lom i Jotunheimen.
Bent Stiansen: Køkkenchef og ejer af Michelin-restauranten Statholdergaarden i Oslo. Forfatter til adskillige kogebøger.
Terje Ness: Vinder af Bocuse d'Or 1999, kok på Haga Restaurant i Bærum.
Eyvind Hellstrøm: Køkkenchef på den berømte Bagatelle Restaurant indtil 2009, og også en kendt TV-studievært.
Ingrid Espelid Hovig: Det siges, at hun lærte nordmændene at lave mad. Havde sine egne madprogrammer på TV fra 1970 til 1996.
Tom Victor Gausdal: Vandt Gourmand prisen i 2005 for sin kogebog, "Husmannskost," om traditionel norsk madlavning
Geir Skeie: Vinder af Bocuse d'Or 2009. Skeie stammer fra Sandefjord, hvor hans nye restaurant, Brygga 11, åbnede i 2011.
Andreas Viestad: TV-kok (fra New Scandinavian Cooking) og forfatter til en række bøger og avisartikler.
Esben Holmboe Bang: Køkkenchef på Maaemo, den 100 procent organiske Oslo restaurant der fik to Michelin-stjerner i 2012.
The Flying Culinary Circus: Fire norske kokke der rejser verden rundt.
Vigtige datoer
Torskesæson: Arktiske torsk fra Lofoten-øerne. Vær opmærksom på denne højt værdsatte delikatesse på restauranternes menukort mellem januar og marts.
Kirsebærfestival: Søde kirsebær i overflod i Hardanger, juni
Gladmat Festival: Norges største madfestival, Stavanger, juli
Trøndersk Madfestival, Trondheim, juli
Ålesund Madfestival, sent i august
Mandal Fisk og Skaldyrsfestival, august
Lofoten Internationale Tørfiskfestival, Henningsvær, september
Kongekrabbefestival, Varanger, sent september / tidlig oktober
Fårikål Dag: Traditionelt dagen hvor der spises lam og kål over hele landet (sidste torsdag i september)
Matstreif Festival: Stor madfestival i Oslo, september
Rakfisk Festival: Et godt sted at prøve rakfisk, Valdres, november
Julebord: Restauranter over hele Norge serverer traditionelt norsk julemad (sent i november / december).
Vidste du?
Brunost er en norsk ost med en sød, men noget skarp smag med mindelser om karamel. Den skæres normalt i tynde skiver med en ostehøvl og spises på brød, toast eller knækbrød.
Nordmænd spiser hvert år 5.000 tons svinemave (ribbe) til jul. Det svarer til omtrent 200.000 grise.
Bocuse d'Or (det uofficielle verdensmesterskab i kokkekunst) er en international konkurrence der finder sted hvert andet år i Lyon, Frankrig, i januar måned. Det er en af de mest prestigefyldte konkurrencer for kokkekunst i verden. Fire norske kokke har vundet Bocuse d'Or siden 1987. Kun Frankrig har flere vindere (fem). Luxembourg, Sverige og Danmark har vundet en enkelt gang hver.
Hardanger er kendt for sine frugtplantager, og for mange besøgende i området er det den spektakulære frugttræ-blomstring om foråret der er hovedattraktionen. Omkring 40 procent af alle norske frugter dyrkes i Hardanger, og regionen står for omkring 80 procent af Norges kirsebærproduktion.
I århundreder har fiskere fra hele Norge taget turen til Lofoten-øerne mellem januar og marts for at deltage i det store Lofoten torskefiskeri. I disse vintermåneder svømmer de storke torskebestande fra Barentshavet sydpå for at gyde langs øernes kyst, og havet er stopfyldt af fisk. "Skrei", som den arktiske torsk også kendes som, er en populær delikatesse i Norge.
Gladmat er den største madfestival i Skandinavien med omkring 250.000 besøgende hvert år. Den afholdes om sommeren i Stavanger.
I Kirkenes, Finnmark, kan besøgende tage på kongekrabbesafari. Her dykker man ned for at fange de røde giganter om dagen, før de selvsamme dyr bliver serveret om aftenen.
Mathallen, et helt nyt kompleks med omkring 30 unikke madbutikker og restauranter, åbner i en ombygget fabriksbygning i Vulkan til oktober 2012. Her kan Oslos gourmeter og tilrejsende madelskere finde byens største udvalg af tysk, spansk, italiensk, fransk og asiatisk mad, samt naturligvis ingredienser af topkvalitet fra Norge.
Vafler er en populær norsk tradition. I modsætning til den belgiske version er de norske vafler runde, bløde og luftige og passer i hånden når de er foldet. Sædvanligvis spises de sammen med syltetøj (jordbær, hindbær eller blåbær) og fløde, eller brunost.
Flere og flere mikrobryggerier dukker op i Norge, og mange af dem fremstiller glimrende alternativer til de masseproducerede øl man normalt finder i supermarkederne. Blandt de populæreste er Nøgne Ø i Grimstad og Ægir i Flåm.
Vær opmærksom på de mange Norwegian Foodprints skilte når du er ude og spise i Norge. De signalerer hjemmelavet mad med norske ingredienser og lokal identitet.