Gå til indhold Gå til navigation
For journalister og fotografer
Besseggen i Jotunheimen Nationalpark, Norge - Foto: visitnorway.com/Ingrid Nernæs
  |  
Besseggen i Jotunheimen Nationalpark, Norge Foto: visitnorway.com/Ingrid Nernæs

Vandring i Norge

Der er ingen bedre måde at udforske Norges fantastiske natur på end til fods. Velkommen til en af Europas mest spændende vandredestinationer.

Fra de takkede fjeldtoppe i Lyngsalpene mod nord til det store Hardangervidda fjeldplateau mod syd, hvor vilde rensdyr stadig strejfer frit omkring - Norge har masser af muligheder for vandrere uanset niveau. Prøv en tur på en gletsjer, en tur op til Preikestolen, Norges mest berømte vandretur, eller brug et par dage på at udforske fjeldene i Jotunheimen eller Rondane. Der er også masser af ture i nemmere terræn, uanset om det er ved fjordene eller langs kysten. Tag på vandreture der varer én dag eller en uge, på egen hånd eller i selskab med en guide. Uanset hvilken form for ferie du vælger, husk at pakke gode vandrestøvler.

Forslag til artikler

  • Mest populære vandreområder i fjeldene
  • Mest populære vandreture
  • Guidede vandreture
  • Flerdages vandreture
  • Vandreture i eller omkring Oslo
  • Vandreture i eller omkring Bergen

Mest populære vandreområder i fjeldene

Jotunheimen, "kæmpernes hjem", er Norges førende vandredestination. Dette område er del af den skandinaviske bjergkæde, og dækker omkring 3.500 kvadratkilometer, og har de 29 højeste fjelde i Norge - heriblandt det højeste, Galdhøpiggen (2.469 meter).

Hardangervidda, Europas største fjeldplateau, er ikke nær så udfordrende, men stadig charmerende, og med sine mange velafmærkede stier er dette en anden populær vandredestination. Ligeså er Rondane Nationalpark, den ældste nationalpark i Norge, med 10 toppe over 2.000 meter, og det nærtliggende Dovrefjell, hvor man kan være heldige at se den berømte moskusokse.

Længere mod nord, ved Tromsø, tiltrækker de takkede fjelde i Lyngsalpene, der rejser sig mere end 1.000 meter op direkte fra fjorden, de mere erfarne klatrere. De spektakulære sneklædte tinder i Sunnmørsalpene nær Ålesund, noget højere med sine 2.000 højdemeter, nyder også godt af en fantastisk fjordudsigt.

Lysefjorden i Ryfylke, nær Stavanger, kendt for Preikestolen og Kjerag, er en anden populær vandredestination. Ligeså er Hemsedal, som dog er bedst kendt for sit alpine skiløb, men også en fremragende vandredestination om sommeren, og Trollheimen, som i den grad tilbyder varieret terræn.

Mest populære vandreture

Ubetinget Norges mest populære vandretur - den blev taget af mere end 150.000 besøgende i 2012 - er turen op til Preikestolen, et 600 kvadratmeter stort fjeldplateau der troner 604 meter over Lysefjorden i Rogaland, Fjord Norge.

Besseggen i Jotunheimen kommer ind på en andenplads, og er den måske mest populære af alle fjeld-vandreture blandt nordmænd. Under passage af denne højderyg har du en blå sø på den ene side og en grøn på den anden. Galdhøpiggen, også i Jotunheimen, er Norges højeste fjeld med sine 2.469 meter over havets overflade. Udsigten over Jotunheimen Nationalpark bliver ikke bedre end fra denne fjeldtop. En anden udfordrende vandretur er Slogen, formentligt den mest betagende og dramatiske vandretur i Sunnmørsalpene i den nordlige del af Fjord Norge. Vandreturen til toppen er stejl, 1.500 meter direkte op fra Hjørundfjorden, og den sidste del kræver let klatring.

Turen op til Gaustatoppen i Telemark, Sørlandet, er lettere tilgængelig, og er en relativt let vandretur. På en klar dag kan man se en sjettedel af Norge fra toppen. Eller tag til Aurlandsdalen i Fjord Norge, der byder på varieret terræn og buldrende vandfald, frodige dale og forladte bondegårde i fjeldene.

Guidede vandreture

Bruges en af de mange kvalificerede guider der er til rådighed over hele Norge, kan vandreoplevelsen forstærkes markant mere end hvis man vandrer på egen hånd. Har man en en guide med, får man adgang til dele af den norske vildmark, der normalt ikke kan udforskes på egen hånd. Vandring på gletsjere er et eksempel. Der er 20 gletsjere i Norge - Jostedalsbreen er den største, med et areal på 487 kvadratkilometer. Der er guidede ture i de fleste gletsjerområder, hvilket gør de vilde sne- eller isklædte landskaber tilgængelige for selv de mest uerfarne vandrere.

En guidet vandretur giver også chancen for at lære mere om det område der besøges: navnet på dén blomst, hvorfor gletsjeren ligger som den gør, hvordan og hvorfor en bestemt fjord blev skabt. Der kan vælges vandreture med bestemte temaer. Der er for eksempel en guidet vandretur i Rjukan der hedder "Sabotørens Rute", på hvilken man kan høre om nogle af Norges mest kendte modstandsaktiviteter. En anden guidet vandretur følger Pilgrimsruten til Trondheim, en tur fyldt med spændende historier.

Flerdages vandreture

Hvis den norske vildmark virkeligt skal udforskes, må det gøres på en flerdages tur. Pak teltet, eller rejs let og gå fra hytte til hytte. Den Norske Turforening (DNT) har et stort netværk af fjeldhytter over hele landet - nogle er selvbetjente, andre bemandede, og mange serverer morgenmad og aftensmad, hvilket betyder at man ikke nødvendigvis behøver at bære på en tung rygsæk. Hytterne varierer i størrelse fra omkring 200 sengepladser til små skure med kun få køjesenge. Alle der møder op er garanteret en soveplads - også selvom dette blot betyder en madras på gulvet i travle perioder hos de mest populære hytter, så behøver du ikke bekymre dig om at skulle sove under åben himmel (selvom dette også er muligt skulle vejret tilskynde det).

Vandreture i eller omkring Oslo

Meget få hovedstæder tilbyder vandreture lige på deres trappetrin - Oslo er en af dem. Hovedstaden er omgivet af Oslomarka, skovklædte bakker der strækker sig fra Skaugumåsen og Kolsås mod vest, til Voksenåsen og Vettakollen mod nord og Ekeberg og Haukåsen mod øst. Oslomarka dækker cirka 1.700 kvadratkilometer og er det vigtigste udendørsområde i Norge, med et stort netværk af vandreruter der frit kan benyttes af alle. For Oslos indbyggere er "Marka" en vigtig del af Oslos karakter, mens den for besøgende afslører en helt ny side af denne alsidige by.

Vandreture i eller omkring Bergen

Vandreturen fra Skansen op ad Fjellveien er en malerisk oplevelse, der tager dig gennem en særligt smuk del af Bergen med træhuse og brostensbelagte stræder, og op ad Fløyfjellet til kabelbanens endestation, hvorfra hele byen kan betragtes. Vejen er tilgængelig for barnevogne, hvilket gør det til en populær mulighed for børnefamilier - på trods af den stejle stigning.

For en heldagsudflugt fra Bergen kan man prøve vandreturen fra Fløyen til Ulriken (eller den modsatte vej). Vidden, plateauet mellem disse to fjelde, er sandsynligvis den mest populære strækning for dagsture i fjeldene omkring Bergen. Afsæt fem timer. Vandreturen kan afkortes ved at benytte enten Fløibanen eller Ulriksbanen ved hver ende af turen.

Brugbare hjemmesider

Den Norske Turistforening (DNT) 

Vidste du?

De store norske polarforskere Roald Amundsen og Fridtjof Nansen brugte begge Hardangervidda fjeldplateau til at planlægge og forberede sig på deres mange ekspeditioner. Dele af Star Wars, Imperiet slår tilbage, blev også filmet i det sælsomme Hardangervidda landskab.

Dovrefjell inspirerede Henrik Ibsen til at skrive om Dovregubben i Peer Gynt. Snøhetta er Dovrefjells mest kendte fjeld. I gamle dage troede man at det var Norges højeste. Dette imponerende fjeld, der rejser sig over Dovre, er det højeste fjeld udenfor Jotunheimen. Det har også givet navn til et af Norges mest berømte arkitekthuse.

Den Norske Turistforening (DNT) er Norges største organisation for udendørs aktiviteter, etableret i 1868. Idag har DNT et netværk af afmærkede vandrestier på 20.000 kilometer og omkring 7.000 kilometer skispor. DNT er afhængige af frivillige, som hvert år bruger mere end 175.000 timer.

Idag har DNT mere end 240.000 medlemmer i 57 lokale medlemsforeninger over hele landet, Kristiansand til Nordkap. DNT's børneafdeling, grundlagt i 1999 for at gøre børn interesserede i friluftsliv i en tidlig alder, har mere end 16.000 medlemmer under 12 år.

Kombinér en vandretur med en musikfestival i fjeldene. Jo, i Norge kan du. Vinjerock, der finder sted i Jotunheimen i juli hvert år, har aktiviteter såsom guidede vandreture, klatring, fisketure og kajakkurser udover deres musikprogram, der blander lokale talenter med etablerede navne (the Dum Dum Boys og Kaizers Orchestra optrådte begge her i 2012).

Gaustatoppen, 1.883 meter over havets overflade, er Telemarks (og det sydlige Norges) højeste punkt. Dem der ikke har lyst til at vandre hele vejen op, kan hoppe på Gaustabanen i stedet for - en kabelbane, der inde i fjeldet fragter passagerer op til en udsigtsplatform på toppen.

Sidst opdateret:  06. november 2012
Preikestolen troner over Lysefjorden i Fjord Norge - Foto: Terje Rakke
Preikestolen troner over Lysefjorden i Fjord Norge
Vandretur i fjeldene i Rondane, Norge - Foto: CH/www.visitnorway.com
Vandretur i fjeldene i Rondane, Norge
Vandretur i Aurlandsdalen, Norge - Foto: Shepperd
Vandretur i Aurlandsdalen, Norge
Klatrejern er nødvendige når der vandres på gletsjere. Her på Briksdalsbræen i Norge - Foto: Terje Rakke/Nordic Life/Fjord Norway
Klatrejern er nødvendige når der vandres på gletsjere. Her på Briksdalsbræen i Norge
Solnedgang ved Dovrefjell, Norge - Foto: Anders Gjengedal/Innovation Norway
Solnedgang ved Dovrefjell, Norge
Luk
Integrer denne artikel

Copy/paste denne kode til din blog/website

Visning

Besseggen i Jotunheimen Nationalpark, Norge - Foto: visitnorway.com/Ingrid Nernæs

Vandring i Norge

Der er ingen bedre måde at udforske Norges fantastiske natur på end til fods. Velkommen til en af Europas mest spændende vandredestinationer.

Vandring i Norge

Kilde: Visitnorway