Gå til indhold Gå til navigation
For journalister og fotografer
Skiløb i Loften, Norge  - Foto: Frode Sandbeck
  |  
Skiløb i Loften, Norge Foto: Frode Sandbeck

Vinter i Norge

Langt væk fra de overrendte skisportsområder i Alperne tilbyder Norge skiløb og vinteroplevelser med et særligt nordisk præg.

Det siges, at nordmænd bliver født med ski på fødderne, og det kan da heller ikke benægtes at Norge som nation er mere passionerede omkring skiløb end langt de fleste andre lande. Og gode til det. Norges meritter i Vinter-OL kan ikke matches af andre, og i alt har landet vundet 303 medaljer (107 guld, 106 sølv, 90 bronze). Langrend har længe været den foretrukne vintersport, men alpint skiløb og snowboarding er også populært. Man behøver dog ikke have ski på for at nyde en vinterferie i Norge, da der er masser af andre aktivitetstilbud, lige fra kørsel med hundeslæde eller snescooter til en lang række sportsgrene involverende is – for eksempel is-klatring, skøjteløb eller isfiskeri.

Forslag til artikler

  • Norge, skisportens vugge
  • Langrend i Norge
  • Alpint skiløb i Norge
  • Snowboarding i Norge
  • Ekstremskiløb og -snowboarding i Norge
  • Ski lige udenfor byen
  • Snow-kiting i Norge
  • Vinter uden ski

Norge, skisportens vugge

Vidste du, at Norge var det første land hvor skiløb blev en sportsgren? Nordmænd har løbet på ski i over 4.000 år. Gennem årene har skiløb udviklet sig fra at være et transportmiddel til at være ren sjov. I 1870erne revolutionerede Sondre Norheim fra Telemark skiløbet da han opfandt den stilart der i dag er kendt som Telemark.

Norheim begyndte at bruge stive bindinger rundt om hælen så skiløberen kunne vende og hoppe uden at tabe sine ski. Skiene Norheim konstruerede var smalle midtpå og blev prototypen for den senere produktion af ski. Morgedal er derfor blevet kaldt skisportens vugge, og var naturligt nok det sted den olympiske flamme blev tændt forud for Vinter-OL i Lillehammer i 1994.

Langrend i Norge

Langrend er Norges nationalsport, og en af landets mest værdsatte traditioner. Det er også en fremragende måde at udforske landets betagende og uspolerede landskaber. Hver kommune har præparerede spor om vinteren, nogle af disse er oplyst om aftenen. Familier med små børn ses ofte på disse spor – selv fremtidige mestre skal jo starte et eller andet sted. Langrendsløbere som Marit Bjørgen og Petter Northug, der begge har vundet adskillige medaljer og trofæer i de senere år, er kendte af alle nordmænd, og at se langrendskonkurrencer i tv er en populær aktivitet i de lange vinterdage. De to fremherskende stilarter er henholdsvis klassisk stil og skøjteteknikken.

Alpint skiløb i Norge

Skisæsonen i Norge varer typisk seks måneder og tilbyder sædvanligvis gode sneforhold fra start til slut. Skiområderne åbner som regel i november. Sneen er ofte hvid, pulveragtig og dyb helt indtil april. Førstegangs-løbere bliver nogen gange overraskede over de hurtige og effektive lifter, de korte køer og det moderne skiudstyr der udlejes. Skiløb i Norge er hverken en modedille eller en storindustri, og de relativt små norske skisportsområder gør skiferien til en mere afslappende oplevelse. Trysil er Norges største skiområde, med 39 lifter og 71 kilometer piste. Hemsedal er alsidig og ligeledes en favorit. Her er der 24 lifter, 51 pister og aktiviteter for alle uanset alder. Hafjell, Geilo og Oslo Vinterpark Tryvann er også populære skidestinationer.

Snowboarding i Norge

Vierli snowboardpark i Telemark i det sydlige Norge regnes af mange som det bedste af sin slags i landet. Dette område vandt kategorien "Årets Område" ved Norwegian Snowboard Awards 2010, og var også nomineret i 2011. De norske snowboardmesterskaber blev afholdt her i 2012. Vinderen af prisen i 2013 var Ringkollen, et lille område 60 kilometer nordvest for Oslo der er afsindigt populær blandt de unge snowboardere. Oslo Vinterpark Tryvann, som var vært for verdensmesterskaberne i snowboarding i 2012, er også populær. Trysil, der er Norges største skidestination, har en stor terrænpark.

Ekstremskiløb og -snowboarding i Norge

Hemsedal blev engang kåret som "verdens bedste terrænpark" af internationale snowboardskribenter og er et af Norges største skisportsområder, med fremragende off-piste muligheder også for snowboardere. Det samme har Lyngsalpene ved Tromsø – hele området er et eldorado for dem der elsker puddersne. Ekstremskiløb er også populært på Lofoten-øerne – her starter en god ski-dag ofte med en bådtur således at de fjerneste dele af øgruppen kan nås.

Snowkiting

Snowkiting er den seneste dille blandt de adrenalinpumpende sportsgrene i Norge. De bedste steder at opsøge er Varanger i Finnmark, Nord-Norge, der var vært for verdensmesterskaberne i snowkiting i 2005; Hardangervidda fjeldplateau, en World Cup arena og anset som et af de allerbedste snowkiting-områder i verden med glimrende forhold for kitere på alle niveauer; samt den populære fjelddestination Geilo i Østlandet, som har været vært for både World Cup afdelinger og verdensmesterskab.

Ski lige udenfor byen

Kun få andre lande i verden end Norge kan prale af skiområder lige udenfor de større byer. Langrendsspor løber på kryds og tværs af Nordmarka, den store skov nord for Oslo, mens Oslo Vinterpark Tryvann byder på alpint skiløb og snowboarding. Begge områder er nemt tilgængelige fra Oslo centrum med offentlige transportmidler. Bergen byder også på kilometervis af langrendsløjper i de omkringliggende fjelde, og det samme gør sig gældende for mange andre norske byer. Kongsberg mod syd og Narvik mod nord har også glimrende alpine områder tæt på.

Vinter uden ski

Der er masser af muligheder for at holde sig beskæftiget om vinteren i Norge også uden ski. Sjov i sneen betyder ikke nødvendigvis at man behøver at klargøre sine ski eller medbringe sit snowboard. I stedet for kan man pakke sine snesko. Eller skøjterne. Skøjteløb er meget populært om vinteren når de mange søer fryser til og omdannes til kæmpestore udendørs skøjtebaner. Hvis dette lyder for risikabelt, findes der også baner med kunstig is i de fleste byer, hvor der kan øves tricks og andre kunster. Hundeslæde og snescooter er populære måder hvorpå Norges vinterlandskab kan opleves. Hundeslædekørsel kan prøves mange steder over hele landet, mens det er mere udbredt at køre på snescooter i Nord-Norge. Af andre vinteraktiviteter kan nævnes isklatring (Rjukan i Telemark er vært for en stor isklatringfestival hvert år i februar), isfiskeri, kælkning (Korketrekkeren, Oslos proptrækker-fjeld, er legendarisk) og de lejlighedsvise is- eller snegolfkonkurrencer. For de fleste er den mest fantastiske ting at gøre under en vinterferie i Norge at tage på jagt efter nordlyset i det arktiske Norge – en uforglemmelig oplevelse der nemt kan kombineres med én eller flere af de ovennævnte aktiviteter.

Vinterfestivaler

  • Rensdyrløb, Tromsø og Finnmark (fra februar til påske)
  • Rørosmartan, stor vintermesse i den UNESCO-beskyttede mineby Røros (februar)
  • Ismusikfestival, hvor alle instrumenter bliver skåret ud af isen på stedet, Geilo (januar eller februar)
  • Is-klatringsfestival, den eneste af sin slags i Norge, Rjukan (februar)
  • Nordlysfestival, Tromsø (januar-februar)
  • Holmenkollen Festival, højdepunktet i vintersportssæsonen er meget populær og lokker tusindvis af skisportsentusiaster til Oslo (marts)
  • Birkebeinerrennet, et historisk langrendsløb fra Rena til Lillehammer (marts)

Vidste du?

Lillehammer var en succesfuld vært for Vinter-OL i 1994. Disse lege var de bedste nogensinde for Norge, der på hjemmebanen vandt 26 medaljer (10 af guld) og dermed toppede medaljeranglisten.

Skiløb associeres sædvanligvis med vinter, men i Norge er det også muligt at løbe på ski om sommeren. Stryn, Galdhøpiggen og Folgefonna er de tre største centre for sommerski.

Der er 2.600 kilometer præparerede langrendsspor rundt om Oslo.

Den nye Holmenkollen Skihopbakke, designet af JDS Architects, åbnede i 2011. Bakken har været ombygget 19 gange siden 1892. Skimuseet inde i skihopbakken er verdens ældste skimuseum. Det præsenterer over 4.000 års skihistorie og artefakter fra polarekspeditionerne.

Korketrekkeren (eller "proptrækkeren") er en 2,5 kilometer lang kælkebakke fra Frognerseteren til Midtstuen, en undergrundsstation i Oslo. Korketrekkeren har et fald på 255 meter, og er populær blandt de lokale kælkefanatikere. Den bliver præpareret hver morgen i løbet af vinteren.

Sidst opdateret:  06. november 2012
Langrend i Espedalen, Norge - Foto: Geir Egil Skog
Langrend i Espedalen, Norge
Alpint skiløb i Trysil, Norge - Foto: Ola Matsson
Alpint skiløb i Trysil, Norge
Snowkiting i Norge - Foto: Tyin Filefjell Aktiviteter/www.tyinaktiv.no
Snowkiting i Norge
Prøv en tur med hundeslæde i Norge - Foto: ITV
Prøv en tur med hundeslæde i Norge
Isklatring i Rjukan, Norge - Foto: Anders Gjengedal/Innovation Norway
Isklatring i Rjukan, Norge
Vinterfestival i Narvik, Norge - Foto: Kjetil Moe
Vinterfestival i Narvik, Norge
Luk
Integrer denne artikel

Copy/paste denne kode til din blog/website

Visning

Skiløb i Loften, Norge  - Foto: Frode Sandbeck

Vinter i Norge

Langt væk fra de overrendte skisportsområder i Alperne tilbyder Norge skiløb og vinteroplevelser med et særligt nordisk præg.

Vinter i Norge

Kilde: Visitnorway