Nansen og Amundsen
Roald Amundsen skrev sig ind i historiebøgerne (og blev en national folkehelt i Norge), da han slog Kaptajn Robert F. Scott i kapløbet om at nå Sydpolen. Amundsen, i følgeskab med fire af sine mænd, nåede hertil den 14. december 1911. Han var også den første til at finde vej gennem Nordvestpassagen, og den første til at flyve over det Arktiske Hav.
Fridtjof Nansen skabte sig selv et navn da han krydsede indlandsisen på Grønland på ski, og senere forsøgte at nå Nordpolen med skibet Fram. I dag huskes han dog for at have været mere end blot en polarfarer - han var således en kompetent videnskabsmand og diplomat. Nansen udnyttede sin berømmelse til som politisk aktivist at stoppe Norges union med Sverige i 1905, og efter Første Verdenskrig arbejdede han utrætteligt for at forbedre vilkårene for flygtninge - en indsats for hvilken han blev tildelt Nobels Fredspris i 1922.
Andre norske polarforskere
Roald Amundsen var den første opdagelsesrejsende til at betræde begge poler, men det var en anden norsk opdager, Børge Ousland, der var den første til at krydse Antarktis alene, små 85 år efter Amundsen nåede Sydpolen. Erling Kagge var den første som satte sine ben på begge poler samt toppen af Mount Everest. Amundsen var iklædt sælskind; Ousland havde Gore-Tex. Og i stedet for at navigere med ur, kalender og sekstant, benyttede Ousland sig af GPS-teknologi og satellitkommunikation. Ouslands slæde var lavet af kevlar og vejede bare seks kilo, meget mindre end Amundsens, og han trak den selv (Amundsen benyttede tunge træslæder trukket af hunde til sit udstyr og proviant).
Interessante steder
Fram Museum i Oslo et absolut must-see for alle med bare den mindste interesse for polarforskning. Museet ligger på Bygdøy, en kort færgetur fra Aker Brygge i Oslo, og huser en omfattende samling artefakter, fotografier og filmklip. Den permanente udstillings hovedværk er dog uden tvivl træskibet Fram, der blev benyttet af Nansen i udforskningen af Nordvestpassagen langs Sibiriens kyst, og som Amundsen brugte som transportmiddel til Sydpolen. Den nye nordlysudstilling er også populær. Fram Museum har også verdens største boghandel med bøger om polarforskning, med over 220 titler, samt en butik med et stort udvalg af gaver. Åbningstiderne varierer i løbet af året, men er åbent dagligt i højsæsonen (1. juni til 31. august) fra 09.00 til 18.00. Voksen 80 NOK, børn/studerende/pensionister 30-50 NOK, familiebillet (to voksne og op til tre børn) 160 NOK.
Amundsen barndomshjem i Borge, nær Sarpsborg sydøst for Oslo, er huset hvor Amundsen blev født som den yngste af fire brødre, den 16. juli 1872. Hans familie, der ejede denne gård samt mange andre i nærheden, levede her i mange generationer, og dette sted i Borge spiller en væsentlig rolle i Amundsens opdragelse. Som dreng tilbragte han meget tid med at betragte skibene på Glomma, allerede dengang med drømme om at rejse til verdens afkroge. Amundsens barndomshjem er bevaret som det så ud, da han boede der. Der er en café og en gavebutik i laden, samt et mindre konferencecenter. Der er guidede ture på norsk, engelsk og tysk hver weekend i løbet af sommeren (maj til august, 30 NOK pr. person), private ture kan arrangeres resten af året. Book en tur på turistinformationen i Fredrikstad.
Idyllisk beliggende ved Bunnefjorden findes villaen Uranienborg i Svartskog, syd for Oslo, hvor Amundsen levede 20 år indtil sin død i 1928. Herfra planlagde han adskillige polarekspeditioner. Huset, som har været offentligt museum siden 1935, indeholder flere minder fra Amundsens ekspeditioner, herunder pianoet der var med ombord Maud og slæden han brugte på sin tur til Sydpolen, såvel som fotografier og andre personlige ejendele der kan give et indblik i Amundsens privatliv. Opslagsbøger, kort, gaver givet Amundsen af ligesindede samt den obligatoriske udstoppede isbjørn fuldender billedet. Hvis du besøger Uranienborg om sommeren kan besøget kombineres med en badetur i fjorden - der er masser af gode badesteder i nærheden. Guidede ture torsdag-søndag fra midt i maj til september. Voksne 40 NOK, børn/studerende/pensionister 20 NOK, familiebillet 100 NOK.
Både Nansen og Amundsen har gallerier dedikeret til deres liv og levned på Polarmuseet i Tromsø, en del af Tromsø Universitet. Der er varierende åbningstider i løbet af året, men museet er åben dagligt i højsæsonen (fra midten af juni til midten af august) fra 10.00 til 19.00. Voksne 50 NOK, børn/studerende/pensionister 25 NOK, familiebillet 85 NOK.