I middelalderen var betingelserne for landbrug i Norge ikke gode. Mange mennesker levede ved kysten, og bådebygningshåndværket var klart det bedste i Europa. Resultatet var rejser med opdagelser, handel og brutale plyndringer. Rejserne begyndte i den sidste del af det 9. århundrede og strakte sig fra Grønland i vest til Det Kaspiske Hav i øst.  

Vikingerne byggede langskibe med brede, fladbundede skrog. Disse skibe var perfekte til brug i lave kystfarvande og til sejlads op ad floder. Vikingerne kunne nemt nå langt ind i fremmede lande.

I starten var det kun nogle få, der drog ud på rejserne, men flåden voksede, indtil der var flere hundrede langskibe, som sejlede til England, Skotland, Frankrig og Irland. Vikingerne ankom som pirater for at plyndre og dræbe. Deres ry spredte rædsel langs de fleste af Europas kyster. Men deres posthume ry er ikke helt retfærdigt. De var ikke blot hensynsløse krigere, men også dygtige handelsfolk og administratorer.

Vikingerne grundlagde en række byer og kolonier, herunder Dublin og Normandiet. Mellem år 879 og 920 koloniserede de Island, som derefter blev springbrættet for koloniseringen af Grønland.

I 1100-tallet svækkedes vikingerne af uro i hjemlandet. På samme tid blev mange andre europæiske lande stærkere og vanskeligere angrebsmål. Vi daterer vikingetidens slutning til Harald Hardrådes fald, da han uden held forsøgte at erobre England i 1066.