Om området
Området ved Ålesund og Sunnmøre byder på en barsk kystlinje, dybe fjorde og høje fjelde i Sunnmørsalpene. Vandresæsonen går fra begyndelsen af maj til slutningen af september. Ture uden for sæsonen, hvor man kombinerer vandreture med ski eller snesko, er også populært.
Terrænet byder på lette vandreture og udfordrende stigninger. Og alt hvad der ligger derimellem. Alle kan finde en passende tur: Gå i skovene, på klipper og strandsten langs kysten, ad dyrespor tværs gennem terrænet, på markveje eller endda på de magiske bræer.
Midt i denne overvældende natur ligger byer og småbyer, hvilket giver utallige muligheder for at kombinere din vandretur med byliv og smagsprøver på den lokale kultur. Art Nouveau-byen Ålesund er en enestående oplevelse og en fin kontrast til dine vandreoplevelser.
Du kan overnatte på hoteller, på vandrehjem eller i hytter. Du kan også tage dit eget telt med og campere undervejs. Gå dagture ud fra det overnatningssted, du har valgt, eller gå fra hytte til hytte i dagevis. Find dit eget yndlingssted i naturen og slå teltet op. Tag på fisketur og tilbered fangsten under åben himmel. Ovennævnte muligheder, indbefattet Geirangerfjorden på UNESCOs verdensarvsliste samt bræerne i Nordfjord, kan nås inden for to til tre timer. Det er ikke svært at finde alternative muligheder.
Vandretur til toppene i Sunnmørsalpene
Sunnmørsalpene består af hen ved 30 fjelde, der går fra 1100 til 2000 meter over havet. Hjørundfjord er et glimrende udgangspunkt. Overnat fx på Sagafjord Hotel, der ligger lige ud til fjorden i Sæbø eller på det historiske Hotel Union i Øye.
Slogen er det berømteste fjeld i området. Fra Hjørundfjorden rejser det sig i en højde af 1.564 meter. Den berømte klatrer og bjergbestiger William Cecil Slingsby skrev efter sin tur til Slogen, at udsigten fra toppen var ”en af Europas stolteste”. En anden bjergpioner, Cecil Watson Patchell, sagde at der vel knap nok findes en anden bjergtinde af samme højde i verden, som er mere imponerende.
Denne tur egner sig for relativt erfarne vandrere i god form, men alle kan få en smuk udsigt over fjordene og Sunnmørsalpene efter blot nogle få hundrede meters vandring.
Fra startstedet til toppen er afstanden cirka tre kilometer. De fleste når toppen inden for fire timer, og turens samlede varighed er på seks til syv timer, alt efter hvor hurtigt man går, og hvor længe man bruger på at beundre de bjergtagende udsigter til områdets fjelde og fjorde.
Stierne er afmærket med rød maling på træer og skilte. Undervejs er der fine steder, hvor man kan nyde naturen og holde en pause, først og fremmest ved Patchell-hytten.
En rutebeskrivelse kan findes på kort og i bøger, som kan købes på hotellerne eller via www.visitalesund-geiranger.com eller ved simpelthen at søge på nettet. Hvis du har lyst til at blive ledsaget af en guide på din tur, kan du spørge på hotellet eller tage kontakt til guider som www.norgesguidene.no eller www.actin.no
Vandretur med fuglekigning på Runde
På øen Runde finder du Norges sydligste fuglefjeld. Øen er forbundet med fastlandet via en bro, og er hjemsted for mellem 500.000 og 700.000 søfugle. Over 200 arter er identificeret, men Runde er særlig kendt for sine lunder. Andre arter indbefatter ride, langnæbbet lomvie, sule, storkjove og ikke mindst havørn. Alt i alt findes her flere arter end på noget andet sted i Skandinavien, og Runde anses for et af de bedste fuglekigningssteder i verden. De mange skibsvrag i havet omkring Runde gør øen til en lækkerbisken for alle, der har lyst til at kombinere vandreture med historie eller endda selv vil dykke ned og kigge efter.
Runde byder på lette vandreture med fuglekigning, der både egner sig for børn og voksne. Stierne hen over toppen af øen er velafmærkede og fører til klipperne med de spektakulære kig til fuglene og havet. Vandring og fuglekigning kan kombineres med et besøg på Rundes berømte fyrtårn. Der er flere forskellige ruter, men du skal regne med, at turen tager to til tre timer fra start til slut, hvis du vælger den korteste rute.
Stierne er alle afmærkede, og du behøver ikke kort, men du kan dog finde beskrivelser af ruter og fuglearter i de kort og bøger, som kan købes på øens overnatningssteder eller ved simpelthen at søge på nettet. Der er mulighed for guide, hvis du ønsker det, og der arrangeres ofte bådture rundt om øen for at beundre klipperne, fuglene og det øvrige dyreliv på havet.
Yderligere information: www.visitalesund-geiranger.com eller +47 70 15 76 00