Gå til indhold Gå til navigation
SPONSOR
Vandring i Gålå, Norge - Foto: Gålå AS
SPONSOR
  |  
Vandring i Gålå, Norge Foto: Gålå AS

Vandring i Gålå

Se forslag til vandreture ved Gålå. Prøv en naturskøn vandring ved søerne Svintjern og Jetningen, eller på Valsfjeldet.

Om Gålå

Gålå ligger i hjertet af Gudbrandsdalen, blot en times kørsel nord for Lillehammer.

Gålå ligger 930 meter over havets overflade, og naturen i området er fredelig og lettilgængelig med nok at lave både sommer og vinter. Sommersæsonen går fra maj til oktober, og i denne periode er området perfekt til vandre- og cykelture i smukt højfjeldsterræn med bjergtagende udsigt til fjeldene i Jotunheimen, Rondane og Huldreheimen. Andre ruter går gennem skove med birk, fyr og gran, og du vil møde en varieret og fascinerende flora og fauna. Gålå er omgivet af kendte vandredestinationer såsom Espedalen, Fefor, Kvittfjell og Skeikampen, og Peer Gynt Stien gør det muligt at gå fra hotel til hotel eller hytte til hytte i adskillige dage.

Sådan kommer du hertil

Uanset om du kommer til Oslo med færge eller til Oslo Lufthavn Gardermoen, er det let at komme til Gålå. Du kan tage toget eller bussen i 3–3,5 time til Vintra, hvorfra en taxa vil køre dig de sidste 17 kilometer op ad fjeldet.

Turforslag i Gålå:

Rundt om Svintjern

En let vandretur gennem bakket landskab. Du følger stien mod nordøst fra vejen bag Gålå Handel. Den er markeret med skiltet "Svintjønn/Svintjern Rundt". Efter bare en kilometer kommer du til den lille sø Blankputten, og herfra fortsætter du nordøstpå.

Kort efter Blankputten kommer du til et kryds. Følg stien til venstre og gå mod nord gennem hytteområdet, hvor du følger den almindelige vej et kort stykke. Når vejen slutter, fortsætter stien gennem birkeskoven mod den idylliske sø Svintjern. Herfra går stien langs nordsiden af søen til dæmningen. Stien fortsætter nu op til grusvejen, hvor du drejer til venstre og går ad vejen mod syd langs søen. Når du er forbi Svintjern, tager du stien til højre (skiltet Gålå/Wadahl) og følger den lille dal, der fører dig tilbage til krydset nordøst for Blankputten.

I stedet for at gå samme vej tilbage, kan du tage stien op til tårnet. Her kan du gå op i tårnet og nyde udsigten over Jotunheimen Nationalpark og Rondane, inden du vælger en af de adskillige stier, der fører tilbage til ’Gålå Handel’.

  • Turen er egnet for alle
  • Startsted: ’Gålå Handel’
  • Længde: Seks kilometer
  • Varighed: To timer
  • Højde: 930–1.022 meter over havets overflade
  • Afmærkning: Ja
  • Kort: Kort nummer 2563 Peer Gynts Rike

Rundt om søen Jetningen

Dette er en let vandretur gennem rolige skovområder. Fra butikken Gålå Handel følger du vejen mod syd til krydset ved Wadahl højfjeldshotel. Følg skiltet mod "Jetningen/Jetningen Rundt". Efter et par meter går stien mod syd, først gennem åbent terræn og derpå gennem birkeskov til søen Veslejetningen. Den lille sti venstre om søens nordside fører dig til lejrpladsen med Sameteltet.

Fra lejrpladsen følger du grusvejen nordvest på. Efter cirka en kilometer krydser du bækken fra Veslejetningen og fortsætter ad grusvejen, som svinger mod vest endnu en kilometer. Inden du når sæterbruget, tager du stien nordpå mod Gålå. Der, hvor stien går fra grusvejen, løber bækken gennem en lille slugt. Det er værd at tage et kig på.

Stien fører nordpå, gennem åben birkeskov, til grusvejen syd for Wadahl Højfjeldshotel. Du skal bare følge vejen tilbage til Gålå Handel.

  • Startsted: ’Gålå Handel’
  • Længde: Otte kilometer
  • Varighed: 2,5 timer
  • Højde: 920–930 meter over havets overflade
  • Afmærket: Ja
  • Kort: Kort nummer 2563 Peer Gynts Rike

Rundt om Valsfjell

Følg stien fra Peer Gynt Kafé og drej til venstre ved amfiteateret, hvor "Peer Gynt" opføres hvert sommer i uge 31 og 32, og gå over til stoleliften. På visse dage i sommersæsonen kan du tage stoleliften til toppen af fjeldet. Hvis du foretrækker at gå, kan du enten følge den alpine piste op til toppen, eller du kan tage grusvejen mod Valseter og derpå stien til højre, når du når til de første gårde. Her følger du skiltet mod Valsfjell.

Stien krydser de forskellige åbne fjeldskråninger, og når den kommer over trægrænsen, drejer den til venstre fra den grønne skråning og følger derpå fjeldryggen sydøstover til toppen af stoleliften. Nogle få hundrede meter fra toppen støder du på den første stenvarde på Valsfjell, og du har en fantastisk udsigt til nationalparkerne i både Rondane og Jotunheimen samt til de smukke fjeldområder og gårde tættere på.

Fra dette punkt har du to muligheder. Hvis du vil ad den korteste vej tilbage til Valseter, skal du dreje til venstre og følge stien med skiltet "Valseter/Solbråseter". Hvis du drejer til højre og følger stien skiltet "Valsfjell Rundt" kommer du gennem roligt terræn sydover og derpå mod nordøst. Denne rute er cirka to timer længere end den korte variant. Stierne mødes igen inden den sidste nedstigning mod Valseter. Terrænet er ret stejlt, men du følger en sikker sti ned til Solbrå Setermuseum og det smukke område med gårde ved søen Valsvatnet. Fra Valseter følger du grusvejen forbi gårdene og tilbage til Peer Gynt Kafé.

  • Startsted: Peer Gynt Kafé
  • Længde: Seks eller otte kilometer
  • Varighed: To-tre timer
  • Højde: 780-1.148 meter over havets overflade
  • Afmærket: Ja
  • Kort: Kort nummer 2563 Peer Gynts Rike
Sidst opdateret:  5. august 2013 15:56
Vandring i Gålå, Norge - Foto: Gålå AS
Vandring i Gålå, Norge
Vandring i Gålå, Norge - Foto: Gålå AS
Vandring i Gålå, Norge
Luk
Integrer denne artikel

Copy/paste denne kode til din blog/website

Visning

Vandring i Gålå, Norge - Foto: Gålå AS

Vandring i Gålå

Se forslag til vandreture ved Gålå. Prøv en naturskøn vandring ved søerne Svintjern og Jetningen, eller på Valsfjeldet.

Vandring i Gålå

Kilde: Visitnorway

Interessante videoer