Venabu Fjellhotel ligger i fjeldet i Øst Norge. I Venabu har vi aktiviteter hele året, og vi har i over 50 år kunnet tilbyde et behageligt og uformelt feriemiljø.
Vandreture i afvekslende natur
Programmet for de guidede ture i 2010 er en videreførelse af tidligere års program. Enkelte dage vil vi introducere nye ruter i det samme område eller med samme emne.
Den første uge starter 6. juni og den sidste uge starter 23. august 2010. Vi starter som regel turene klokken 9.00 og er tilbage på hotellet i god tid inden aftenbuffeten med kolde og varme retter klokken 19.00.
Efter dagens vandring kan du tage en hurtig svømmetur i den nærliggende lille sø, eller du kan slappe af i en varm sauna.
Vi har ikke travlt, men har god tid til at se os omkring i området, og vi standser flere steder ved seværdigheder. Hvis du ikke har en hel uge til rådighed, er du velkommen til at tage med på individuelt tilrettelagte ture.
Vi har en transferbus fra Oslos lufthavn Gardermoen klokken 14.00 hver lørdag i sæsonen. Vær venlig at bestille plads på forhånd.
Elg-safari, normalt tirsdag aftener i juni og juli – tillæg NOK 280 kr. – skriv dig på i receptionen.
Lørdag: Ankomst tidsnok til at spise aftensmad på hotellet
Søndag: En let introduktionstur og udflugt til Ringebu stavkirke
Inden frokost går vi en kort tur for at lære hinanden og området at kende. Frokost på hotellet og derpå udflugt med minibus ad en lille vej med flot udsigt for at se Ringebu stavkirke, en smuk gammel kirke fra starten af 1200-tallet. Vi besøger også den gamle præstegård, hvor der er skiftende udstillinger. De norske stavkirker er de ældste træbygninger i verden. Efter middagen på hotellet viser Lars lysbilleder og fortæller om Venabu og området. I møder også ugens turledere og får yderligere information om vandreturene.
Mandag: Kløfter og vandfald
Plateauet, hvor Venabu ligger, virker som et forholdsvis roligt fjeld med omkring 30 større og mindre toppe, der rager i vejret. Landskabet rummer dog overraskelser. Tre kilometer fra Venabu finder du tre sammenhængende vandfald med en højde på mere end 100 meter, og lidt længere fremme støder du på en kløft, hvis lodrette vægge er op til 100 meter høje. Man kan vælge flere forskellige stier til disse to seværdigheder, og vi finder de bedste, der fører over det åbne plateau og ned i kløfterne.
Tirsdag: De gamle sæterbrug
På tirsdage besøger vi sæterbrug – sommergårde i højfjeldet. Vi kommer over mindre fjelde i den sydlige del af plateauet og gennem rolige områder med sæterbrug fra gammel tid. Herfra har vi en smuk udsigt til fjeldtoppene og til Gudbrandsdalen, Norges længste dal.
Der er flere forskellige veje til sætergården. På denne dag viser vi, hvordan området har forandret sig fra sommergræsningsområde til fritidsområde med private hytter.
Hver aften undtagen søndag spiller vores musiker op til underholdning og dans.
Onsdag: Forhistoriske rensdyrfælder
De vildtlevende rensdyr, som findes i fjeldet omkring Venabu, er beskyttet af international lov, idet de er de direkte efterkommere fra Europas gamle tundra-rensdyr, de er ikke blevet krydset med de tamme rensdyr, som findes andre steder i landet. Disse smukke dyr er meget sky, og det er vores ansvar ikke at forstyrre dem. Men vi vandrer gennem Rondane nationalpark, de vildtlevende rensdyrs hjemland fra gammel tid, og ser spor af den gamle jægerkultur.
Det sker, at vi møder rensdyr; de følger de samme ruter, som de har gjort i tusinder af år.
Onsdag aften er der en særlig buffet med traditionelle retter og lokale produkter. Vi giver dig en introduktion til norsk mad, blandt andet den meget særprægede ”rakefisk” (kendt helt tilbage fra vikingetiden). Du får også mulighed for at smage retter med elg og rensdyr, norske oste og skønne desserter. Der vil være adskillige varme retter og et stort udvalg af koldt kød og fisk, og selvfølgelig noget til vegetarerne. Dette måltid egner sig glimrende til en smagsprøve på den norske akvavit, ellers kan vi anbefale frisk vand fra hotellets egen kilde. Efter måltidet vil værtinden vise jer sine nærbilleder af den lokale fjeldflora.
Torsdag: Den store udfordring – til toppen af Høgronden
En spektakulær, men stejl sti fører op til toppen, 2114 meter over havet. Herfra har du en fantastisk udsigt over Atnsjøen nedenfor og til de øvrige høje toppe i Rondanemassivet. Højdeforskellen på denne tur er 1400 meter, og den kræver en god fysik, samt godt vejr. Hvis vejret ikke arter sig, er Gravskardshøgda på den modsatte side af dalen et godt alternativ.
En lettere tur er mulig i samme område, den går mod Bjørnhollia, en smukt beliggende og meget populær fjeldhytte i nationalparken omgivet af de høje fjelde. Terrasser og rester af ”dødis” fra sidste istid danner et helt specielt landskab, der mestendels er dækket af lav og nogle få, spredte fyrretræer. Lavets lyse gulgrønne farve giver stedet et helt specielt lys.
Fredag: I rensdyrenes rige
Denne dag er reserveret til en tur gennem et landskab, hvor vi har størst chance for at møde vilde rensdyr. Landskabet her blev formet af ørkenklima for over 50 millioner år siden, og vandrerne strejfer omkring på det enorme plateau dækket af mos og lav og beboet af de vildtlevende rensdyr. Der er mulighed for at bestige små toppe og også for at tage en svømmetur i en forfriskende bjergsø. Ved turens afslutning går vi ned til kirken i Sollia (fra 1700-tallet) og får en guidet tur i en af de bedst bevarede barokkirker i Norge. Denne lille kirke er opført i en afsidesliggende dal, og den er et fredfyldt sted at gøre holdt. I august er du måske så heldig at finde nogle af de eftertragtede og sjældne multebær.
Om aftenen nyder vi en aperitif inden afskedsbuffeten.
Lørdag: Afrejse efter morgenmaden
Venabu Fjellhotel ligger 932 meter over havet ved hovedvej 27 i bjergpasset mellem Gudbrandsdalen og Østerdalen, lige syd for Rondane nationalpark. I 2008 blev strækningen mellem Enden og Folldal på hovedvej 27 udpeget til national turistvej Rondane.
Tag flyet til Oslo lufthavn og vores direkte bus til Venabu Fjellhotel:
Vi kører til lufthavnen i vores egen bus/minibus hver lørdag sommer og vinter (også i forbindelse med juleferien). Afgang fra Gardermoen klokken 14.00 Retur den følgende lørdag med ankomst i Gardermoen klokken 13.00
Køretiden er cirka tre timer i bil eller bus.
Ankomst i bil
Fra Oslo:
Følg E6 til Frya, fem kilometer nord for Ringebu centrum, derefter vej 27 med skilt mod Venabygd/Folldal cirka 16 kilometer.
Fra Trondheim:
Følg E6 til Hjerkinn, vej 29 til Folldal, derpå vej 27 til Venabu, national turistvej Rondane (vej 27 lukkes nogle gange med kort varsel om vinteren på grund af dårligt vejr). Om vinteren er vej 27 lukket om natten øst for Venabu.
Fra Røros:
Vej 30 til Tynset, videre ad vej 3 til Alvdal, vej 29 til Folldal og vej 27 til Venabu (Ringebu).
Fra Elverum:
Vej 3 til Koppang, videre ad vej 219 til Enden og vej 27 til Venabu (Ringebu). Fra Elverum er afstanden den samme, hvis du tager hovedvej E6.
Ankomst i tog eller bus
Til Ringebu station – vi henter efter aftale (18 kilometer).
I tog: Dovrebanen til Ringebu station. Information og køreplaner hos NSB.
I ekspresbus:
Nordfjordsekspressen til Ringebu station.
Information og køreplaner hos Nor-Way Bussekspress.
Afhentning i Ringebu:
Vi henter på stationen efter forudgående aftale.
Afhentning i Lillehammer.
Efter forudgående aftale kan vi også hente gæster på stationen i Lillehammer.
Om Espedalen
Espedalen ligger 80 kilometer fra Lillehammer. Espedalen har smukke vandreområder fra vandløbene i bunden af dalen op gennem skovene og på fjeldet. Det højeste punkt er Ruten, 1.517 meter over havet, hvorfra du har en fantastisk udsigt til fjeldene i både Jotunheimen og Rondane nationalparker.
Fjeldstuerne Ruten og Dalseter ligger begge lige under trægrænsen og er glimrende udgangspunkter for naturskønne vandreture både sommer og vinter. Terrænet er venligt og perfekt til dem, som kan lide at gå i fjeldet, men ikke ønsker de helt ekstreme udfordringer.
Sådan kommer du til området
Dalseter og Ruten ligger 870 – 930 meter over havet i den nordlige ende af Espedalen – på hovedvej 255 (Bjørnsonsvegen).
Hovedvej 255 er vejen mellem Lillehammer og Skåbu. Hvis du kommer ad E6 nordfra, skal du dreje fra i Vinstra – i retning mod Skåbu. Hvis du kommer ad E6 sydfra, skal du i Lillehammer dreje fra mod Gausdal og Skei. Bliv på vej 255 hele vejen – så finder du os.
Om sommeren kan du også tage bjergvejen Jotunheimvegen fra Beitostølen til Skåbu, eller Peer Gynt Vejen fra Skeikampen.
Nærmeste station: Vinstra (36 kilometer) og Lillehammer (78 kilometer)
Nærmeste lufthavn: Oslo Gardermoen (220 kilometer)
Andre turforslag
Nettet af ruter i Espedalen er varieret og går gennem både skov og let fjeldterræn op til højst 1.517 meter over havet. Der er både korte ture på et par kilometer og heldagsture, der var mellem fem og syv timer.
Sprenpiggen/Bingsbu, 12 kilometer
En moderat krævende tur gennem skov og op på det nøgne fjeld. Visse strækninger er lidt stejle. Ønsker du at gå helt til toppen af Sprenpiggen (1.332 meter over havet), er vejen ganske stejl fra foden af fjeldet og op. Bingsbu varmehytte er åben hver dag året rundt. På vejen tilbage kan du vælge at følge samme rute eller tage stien ned til Lohaugen og derfra tilbage til Dalseter og Ruten.
Ruten, 1.517 meter over havet, 12 kilometer
En lidt mere udfordrende tur. Går gennem skoven og op på det nøgne fjeld til toppen af Ruten (1.517 meter over havet) med en total højdeforskel på 650 meter. Fra trægrænsen og op til Ryttjerna er stigningen stejl. Derfra passerer du gennem et noget stenet, men fladt terræn, til du har cirka 200 meter tilbage. Den allersidste del af turen op er lidt stejl. Når himlen er skyfri, har du en spektakulær udsigt fra toppen – med fjeldene i Jotunheimen mod vest og Rondane mod øst.
Fredrikseter og Tunebu, 21 kilometer
Det gamle sæterbrug Fredrikseter ligger lige overfor Dalseter og Ruten på den modsatte side af dalen. Du går ad en skovvej til Breidsjøen. Nede for foden af Dalseters skipiste drejer du til højre forbi nogle gamle tømmerhuse og nyere hytter. Så tager du broen over elven, der løber mellem Breidsjøen og Ramstjern.
Her kan man se spor af tømmertransporten i gamle dage, og hvis du er rigtig heldig ser du måske også Norges nationalfugl: Fossekallen. Fossekallen er en lille sort fugl med en hvid plet på brystet. I det første kryds går du lige ud, og derpå følger du stien til Fredrikseter. Fra elven går stien gennem fyrreskov, først i fladt terræn, senere kommer en stejl stigning, inden terrænet igen flader ud, og stien fortsætter gennem kuperet skov op til Fredrikseter.
Ved Fredrikseter drejer du til venstre og følger stien i skovkanten, til du når hytten Tunebu. Første del af turen er flad, sidste del noget stejl. Tunebu er som Bingsbu en varmehytte, som vores gæster kan benytte gratis. Herfra følger du stien via Venilmyrene ned mod Espedalen Fjellhotel. Herfra kan du vælge mellem en skovvej på vestsiden af Breidsjøen eller ruten op til Lohaugen og Peer Gynt Vejen. Sidstnævnte alternativ er noget længere.