Dalen har et varieret landskab – alt fra stejle fjelde og fladt agerland over fjordlandskaber til dybe skove. Vandresæsonen går fra maj til oktober.
Forslag til vandreture
Lårdalstigen
En fantastisk rute mellem Lårdal og Dalen. En stor del af turen følger man bjergkammen op til en højde 800 meter over Telemarkskanalen. Turen er krævende, men giver dig en oplevelse for livet.
Flere steder undervejs har du en fantastisk udsigt til Bandakfjorden nedenfor, og til de vilde og smukke fjelde, der omgiver dig. Hold udkig efter bjergtroldene Risen og Gygri, der er hugget ud i sten på kanten af klippen.
Ruten kan også prale af en rig og varieret flora. På fjeldsiderne vokser mange orkideer, samt timian og oregano. Du går gennem uberørte gran- og fyrreskove, og hvis du er heldig, får du måske endda et glimt af skovens konge – elgen. Dette er også lossens og ørnens rige.
Du vil støde på rester af hytter og husmandssteder, hvor folk før i tiden boede og høstede, hvad de nu kunne i dette barske og vilde landskab.
Hele turen er skiltet og afmærket fra hovedvejene ved Eidsborg og Lårdal. Der er også tavler med information om historie, geologi med videre.
På halvvejen finder du en lille hytte, hvor det er muligt at overnatte.
En rundtur, hvor du går den ene vej og tager kanalbåden den anden, er en fin oplevelse. Turistkontoret i Dalen kan bestille plads på båden for dig. Det anbefales, at du under alle omstændigheder kontakter turistinformationen og får yderligere information om turen, inden du tager af sted. Du kan også købe et kort på turistkontoret.
Hvis I er en gruppe, er det muligt at få en guide med på turen.
Længde: 14 kilometer
Varighed: 6 – 9 timer den ene vej
Startsted: Gården SuiRui i nærheden af Eidsborg
Parkering: For enden af grusvejen. Lad være med at parkere foran indgangen til tunnelen.
Sådan kommer du til SuiRui: Fra Dalen følger du rv 45 fem kilometer i retning mod Eidsborg. Drej til højre ved skiltet til Lårdalstigen og fortsæt 500 meter frem ad grusvejen.
Eidsborg – Ravnejuvet (Ravnekløften)
Et moderat krævende vandretur i skovterræn. 500 – 700 meter over havet.
Denne rute starter ved Vest-Telemark museet i Eidsborg – et fascinerende frilandsmuseum, som er et besøg værd.
Hvis du medbringer et kort (kan købes på turistkontoret i Dalen) kan du læse om geologi og historie undervejs.
Den vej, du går ad, er en gammel offentlig vej til kirken. Langs den finder du masser af historie.
I anden halvdel af 1800-tallet kom en strøm af udenlandske turister, og andre, for at se og opleve Ravnejuvet, som er målet for denne tur. Kløften blev endda nævnt i Frederick Metcalfes skrifter på universitetet i Oxford.
Ravnejuvet er en spektakulær naturattraktion med et brat fald på 350 meter fra kanten af klippen til elven Tokkeåi nedenfor. Man siger, at luftstrømmen op langs klippevæggen gør det muligt at kaste en pengeseddel ud og se den blive båret tilbage igen af vinden.
Ved Ravnejuvet finder du en informationspavillon. Tag dig tid til at læse om kløftens historie.
Længde: 14 kilometer
Varighed: 2 – 3 timer den ene vej
Startsted: Vest-Telemark Museum i Eidsborg
Parkering: Ved stavkirken
Anbefalet at gøre holdt: Ravnekløften
Sådan kommer du til startstedet: Fra Dalen følger du rv 45 fem kilometer til du når Eidsborg. Drej til venstre ved skiltet til Vest-Telemark Museum.
Sådan kommer du til Dalen
Dalen ligger i regionen Telemark
Afstande til Dalen fra:
Oslo – 230 kilometer
Bergen – 340 kilometer
Kristiansand – 215 kilometer
Larvik – 180 kilometer
Stavanger – 350 kilometer
Nærmeste lufthavn er Sandefjord Lufthavn Torp, 180 kilometer væk.
Fra havet er det muligt at sejle hele vejen op til Dalen ad Telemarkskanalen.