Søndag – Havblik og smukke søer
Dagen er startet uendelig tidligt med afgang fra Hirtshals. Udover en forsinket færge forløb sejlturen perfekt. Det var næsten havblik. Ligeledes turen til Vrådal. Den sidste del af turen kørte vi nærmest på kanten af Nisser - en særdeles flot tur langs en af Norges flotte søer. Efter nogle få timers kørsel er vi ankommet til Vrådal Hotel. Hytten ligger i kort afstand fra hotellet, og der er rigelig plads. Mellem udpakning og spisning har vi lige haft tid nok til at nyde en halv times afslapning i hotellets pool.
Mandag – I historiens tegn
I dag var en regnfuld dag, der gav lejlighed til besøg i Åmdals Verk Gruver – en næsten 470 år gammel kobbermine – hvor vi var på museum og en vandring en lille kilometer ind i minegangene. Imponerende hvad man har været i stand til at udrette under vanskelige forhold og med primitive redskaber.
På vej hjem slog vi et smut omkring Bandaksli, som ligger ved indsøen Bandak. Her fandt vi en interessant, lille udstilling, der i tekst og fotos fortalte om Bandakslis historie. Stedet havde sin storhedstid, da der blev transporteret malm og tømmer herfra.
Tirsdag – Ømme cykelben og sejlads på søen
Vejret i dag bød på høj himmel og masser af sol, så valget faldt på en tur på mountainbikes. Turen op var ganske sej, og ikke alle havde ”gode ben”, så vi måtte stoppe et stykke oppe. Vi holdt en pause, nød udsigten og et stykke chokolade, før vi kørte ned igen. På vejen hjemover fulgte vi en smuk grusvej på sydsiden af Vråvatn, passerede slusen, hvor vi nød vores medbragte mad, før vi igen var hjemme. En pragtfuld og flot tur for både små og store.
I eftermiddags besøgte vi en netop i år 100 år gammel dame – den ombyggede tømmerbåd M/S Fram, der sejler på Vråvatn. En ca. 2,5 timer lang tur rundt på søen og gennem den lille sluse. Det var et flot syn at se landskabet fra søsiden, og imponerende at sejle tæt op af de flere hundrede meter bratte fjeldsider, der rejste sig fra søen, og som skibet passerede tæt ind under.
Onsdag – På hesteryg og fjeldvandring
I dag var dagen, hvor vi skulle ud på en tre timers ridetur. Vores datter er en erfaren rytter, mens vi andre fire aldrig har siddet på en hesteryg før, så det var turens udfordring. Det var en utrolig god tur i flot terræn og for det meste i adstadigt tempo. Hestene var meget skikkelige og nemme at få til at lystre. Trods den manglende erfaring og med hjælp fra en rigtig sød og tålmodig instruktør og rolige heste nød vi turen. En tur der kan anbefales – også for børn.
Efter en pause i hytten, hvor vi spiste frokost og slappede af med en god bog og et spil kort, begav vi os op i fjeldet. Vores mål var Austre Roholtsfjell. Vi fulgte en afmærket sti mod Roholtsfjell. Vi kom efter en lang tur op på et fjeldplateau. Herfra gik det stejlt opad, og vi måtte opgive at nå til tops, da føret var for vådt.
Torsdag – Kanotur på bølgen blå
Denne dag har vi været på kanotur. Dagen startede med fint vejr med høj sol fra en skyfri himmel. Vi havde vandrekortet fra traveturen, som vi også skulle sejle efter. Vi lagde til ved en strand, hvor vi gav den som skibbrudne på en øde ø og spiste god frokost, som vi supplerede med stegte pølser på vores Trangia. Vi sejlede en anden vej tilbage og nød udsigten fra vandsiden, alt imens søens vand dovent skvulpede mod kanoens sider. Efter at have afleveret kanoerne hoppede en del af familien i vandet. Vandet var ikke særligt varmt. Vi vendte tilbage til hytten og gik derefter i poolen, hvor vandet havde en temperatur, der var mere passende for moderne vikinger.
Fredag – Hjemtur med kig på sluseanlæg
Vi har taget afsked med Vrådal og Vrådal Hotel, der med et bredt udbud af familievenlige aktiviteter har været rammen om nogle herlige, afslappende sommerdage. På vej mod færgen fandt vi en pragtfuld plet på den østlige side af Kilen, hvor vi tog os tid til at plukke lidt blåbær.
På vores videre færd gjorde vi holdt ved Telemarkskanalens største sluseanlæg Vrangfoss, som består af 5 slusekamre og har en samlet løftehøjde på 23 m. Vi fulgte skibet Victoria hele vejen ned gennem de 5 slusekamre. Det var et fascinerende syn, som betog både små og store.
Den største oplevelse: Rideturen i fjeldene var helt fantastisk med en sød instruktør og en veltilrettelagt tur, hvor sværhedsgrad og tid var tilpasset en nybegynderfamilie.
Næste gang vil vi opleve: En lang tur i fjeldet til Roholtsfjell og en tur på Telemarkskanalen.
Vores bedste rejsetip: Fem dage er for kort tid.
Familien på fem: Philip 10 år, Cecilie 15 år, Christian 18 år, Mette 48 år, Anders 47 år.