Jotunheimen
Det norske ord Jotunheimen betyder "jætternes hjem" – og det er der gode grunde til. Jotunheimen er et bjergrigt område på cirka 3.500 kvadratkilometer i det sydlige Norge, som er en del af den lange skandinaviske fjeldkæde. Norges 29 højeste fjelde ligger alle i Jotunheimen, heriblandt naturligvis det allerhøjeste – Galdhøpiggen (2.469 meter).

I Jotunheimen ligger Jotunheimens Nationalpark, grundlagt i 1980 og dækkende et område på 1.151 kvadratkilometer. Fjeldkæden Hurrungane med Jotunheimens mest spidse toppe ligger også i nationalparken. Grænsende op til nationalparken ligger Utladalens naturreservat som blandet andet omfatter Utladalen og Falketind.
Jotunheimen er utroligt populært blandt vandrere og klatrere, fremfor alt den berømte Besseggen-rute. Den Norske Turistforening har et antal fjeldstuer i området, samt velafmærkede ruter som går mellen disse stationer, eller op til nogle af toppene. Læs mere om vandring i Jotunheimen.
Hardangervidda
Hardangervidda er et fjeldplateau i Hardangerregionen i det vestlige Norge, og Europas største. Her er et køligt fjeldklima året rundt, og her ligger en af Norges største bræer – Hardangerjøkulen. En stor del af plateauet er fredet som en del af Hardangervidda Nationalpark, der er et populært turist- og fritidsrejsemål som kan tilbyde mange friluftsaktiviteter.

De berømte polarforskere Roald Amundsen og Fridtjof Nansen anvendte Hardangervidda til planlægning og forberedelse af deres mange ekspeditioner. Her findes en mængde velafmærkede stier for gåture, vandring, cykling og langrendsski. Læs mere om Hardangervidda.
Rondane
Rondane Nationalpark er Norges ældste nationalpark, fra 21 december 1962. Parken omfatter ti toppe over 2.000 meter, hvor den højeste er Rondeslottet med 2.178 meter, og parken er et vigtigt revir for hjorde af vilde rener.

Rondane Nationalpark er mindre og ikke ligeså vild som Jotunheimen Nationalpark. Den udgør en passende udfordring for den som vil have følelsen af vildmark og høje toppe i kombination med det blødere og venligere hedelandskab. Læs mere om Rondane.
Lyngsalperne
Disse særprægede og uberørte fjelde ligger på en halvø, og er populære hos erfarne bjergklatrere og ekstremskiløbere. De danner et fantastisk baggrundstæppe mod de blå fjorde.

Her finder du fjeldtoppe som rejser sig højere end 1.000 meter direkte fra fjordene, blå bræer, fossende elve, glitrende fjeldsøer og dybe slugter. I dette område, mere end 300 kilometer nord for polarcirklen, har du chancen for at opleve utrolige naturfænomener som nordlys og midnatssol, afhængig af hvilken årstid du kommer på.
Ulig de sydligere bjergområder i Europa er Lyngsalperne koldere og det er ofte muligt at stå på ski fra toppen og helt ned til havet. Læs mere om Lyngsalperne.
Dovrefjell
Fjeldområdet Dovrefjell er hjemsted for moskusoksen, og udgør grænsen mellem Norges sydlige og centrale del. Meget kan siges om Dovrefjell, men det er ingen tilfældighed at det inspirerede Edvard Grieg til at skrive Dovregubben i Peer Gynt. Området findes til og med omtalt i 1814 års Eidsvollforfatningen, som blev Norges grundlov. Ophavsmændene til forfatningen lovede at være "enige og tro til Dovre falder", som et symbol på dette områdes respektindgydende evighed.
Trods sine barske omgivelser er Dovrefjell et enestående sted for vandring og cykling om sommeren og for langrendsski om vinteren. Området er også perfekt for fisketure, kano, klatring og snowkiting. Dog anbefales området primært til erfarne friluftsfolk med god udrustning. Der er nemlig relativt store afstande mellem de, hovedsagligt, ubemandede fjeldstuer, store områder helt uden hytter og stier, samt ustabile vejrforhold. Læs mere om Dovrefjell.
Lysefjorden
Lysefjorden ligger i Ryfylke, tæt ved Haugesund og Stavanger, og er kendt for Preikestolen og Kjerag.
Preikestolen, den mest kendte turistattraktion i Ryfylke, rejser sig imponerende 604 meter over Lysefjorden. Dette flade fjeldplateau, med en overflade på cirka 600 kvadratmeter, blev formentlig skabt da indlandsisen smeltede for 10.000 år siden.

Preikestolen Fjeldstue ligger tæt ved rv. 13 syd for Jørpeland og kan nås med bil eller, om sommeren, med bus fra Tau. Herfra går en sti til Preikestolen gennem noget ujævnt terræn. Langs stien findes picnic-områder og flere bademuligheder.
Turen op til Preikestolen er fantastisk, med en utrolig udsigt, men hvis du er ude efter noget endnu mere specielt, og mere udfordrende, så kig nærmere på Kjerag. Med sine 1.084 meter over fjorden troner Kjerag over de andre toppe langs Lysefjorden. Kjerag er vældig populær blandt mere veltrænede vandrere, og det er muligt at gå dertil på mindre end to timer, selv med en 25 kilo tung rygsæk på ryggen. Fra plateauet kan man fortsætte vandreturen i flere dage, for eksempel til Blåfjellenden.
De fleste er tilfredse med udsigten over Lysefjorden fra selve plateauet, men for nogle er ekskursionens højdepunkt at blive fotograferet på Kjeragbolten, en rund klippe som er fastkilet mellem to lodrette klippevægge. Kjerag er også blevet en populær attraktion for bjergklatrere og base jumpers. Læs mere om Lysefjorden.
Hedmark
For alle som foretrækker lettere fjeldvandringer er nationalparkerne Rondane, Dovrefjell, Forollhogna og Gutulia udmærkede valg. Hvis rolige, smukke skovvandringer falder mere i smag er Trysil, Femundsmarka Nationalpark eller Finnskogen fantastiske at udforske.

Et besøg til Jutulhogget mellem Rendalen og Tylldalen er en unik naturoplevelse. Afsæt nogle timer til at udforske kløften, eller stå helt ude på klippekanten og mærk suget i maven.
Hemsedal
Hemsedal er en lille by med cirka 2.000 indbyggere. Hemsedal er naturskønt beliggende i det sydlige Norge, mellem Oslo og Bergen. Byen er omgivet af høje, alpelignende fjelde, og elven Hemsila flyder gennnem dalen. Hemsedal er mest kendt for sit alpine skiløb, som er noget af det bedste i Norge, men er også et dejligt sommersted med mange aktiviteter som vandring, cykling, fiskeri og ridning.

Sidste sommer skrev mere end 20.000 personer fra 56 forskellige lande i bøgerne på de 20 fjeldtoppe. Turene er opdelt i lette grønne og blå, til mere krævende røde og sorte ture. Læs mere om Hemsedal.
Sunnmørsalperne
De spektakulære snedækkede toppe rejser sig næsten 2.000 meter direkte op fra de safirblå fjorde. Fra februar til juni (!) er disse fjelde perfekte til offpist-skiløb. Her findes heldigvis også "blødere" bakker som er perfekte til vandring, langrend, ridning og ture med hundespand. Du kan også fiske i fjordene, søerne og elvene hvor der findes fisk i overflod.

Vandreturen op til Slogen (1.564 meter over havets overflade) er rangeret som en af Norges top-10 fjeldvandreture på grund af dens skønhed, udsigt og det faktum at ruten stiger direkte op fra Norangsfjorden. Læs mere Sunnmørsalperne.
Trollheimen
Trollheimen (Troldenes hjem) er en fjeldkæde i Møre og Romsdal og Syd-Trøndelags amter i det centrale Norge, og siges ofte at være den smukkeste og mest varierede af alle Norges fjeldkæder, af flere årsager. Den er omgivet af dalene Surnadal, Rindal, Sunndal og Orkladal og har toppe som er op til 1.700 meter høje. Den er gennemskåret af et antal højfjeldsdale med en mængde store og små søer med fine ørreder.

Fjeldene i den vestlige del er alpine med spidse toppe og typiske dale som er skåret ud af vandløb. Fjeldene i øst er mindre spidse med mere rundede former, og dalene er bredere med tegn på at være skabt af gletchere. Klimaet varierer fra kystklima i vest til et betydeligt tørrere indlandsklima i de østlige dale, beskyttet af fjeldene.
Trollheimen er perfekt til vandring, og den mest berømte rute er “Triangelen” mellen de tre fjeldstationer Gjevilvasshytta, Jøldalshytta og Trollheimshytta, hver for sig ganske lange vandringer på cirka syv til ni timer. Der er også en rute som går over de tre toppe i Trollhetta, en spektakulær (men lang) vandring i lighed med den mere kendte Besseggen-rute i Jotunheimen. Vandringen til Snotas top regnes som en af de allersmukkeste i Norge.
Læs mere om de norske fjeldområder.
Book ophold og transport nu
Hos BookNorway får du prisgaranti.
- Hytter og feriehuse
Søg blandt mere end 2.500 hytter og feriehuse
- Hoteller
Søg efter hoteller på 600 norske destinationer.
- Fly
Søg på alle flyvemuligheder til og i Norge
- Færger
Søg på alle færgeoverfarter og -ruter.
- Billeje
Søg efter en lejebil og sammenlign priser på mere end 100 destinationer.