Skip to main content

Midnatssol

Unknown Component
civid: 65e9aea268c4964e124dc13b
name: plugins_common_social_share (widget)

Det er som om dagen både starter og slutter på én gang, når midnatssolen svøber alting i sit rødgyldne lys. Velkommen til midnatssolens land.

Tænk, hvad mennesker højt mod nord må have set og oplevet i midnatssolens skær gennem tiderne – indbyggerne på Lofoten eller Vesterålen, eller de samiske rensdyrhyrder, og resten af nord‑nordmændene.

Midnatssolen har i hvert fald gjort varigt indtryk på adskillige norske kunstnere og forfattere. Knut Hamsun skrev i romanen Pan fra 1894: "Det begynte å bli ingen nat, solen dukket så vidt skiven ned i havet og kom så op igjen, rød fornyet, som om den hadde været nede og drukket. Hvor det kunde gå mig forunderlig om nætterne; ingen menneske tror det…"

Du kan opleve det med egne sanser, hvis du tager nord for polarcirklen. Tag på hvalsafari eller udforsk vildmarken en sommernat. Du får et nyt perspektiv på tingene, når du helt bogstaveligt ser naturen og dyrene i et andet lys.

Hvis du har det fint med de til tider kølige nordlige sommernætter, vil en midnatssvømmetur være en stor oplevelse. Du kan også slå telt op i vildmarken og sidde og kigge på, at solen ikke går ned. Mange seværdigheder og aktiviteter holder åbent om natten i ugerne med midnatssol, så du kan spille midnatsgolf eller cykle, padle på elven eller på havet, eller måske bare finde et fredeligt sted at fiske.

På Svalbards arktiske øer går solen ikke ned mellem april og sidst i august. Her kan du gå midnatstur på en gletsjer eller betragte den rødgyldne himmel fra hundeslæden. Det er helt specielt at opleve den enestående natur så tæt på Nordpolen.

Se flere spændende aktiviteter under midnatssolen.

Hvor findes midnatssolen

76 dage med midnatssol mellem maj og juli byder velkommen til Nord-Norge. Jo længere mod nord du tager, desto flere nætter med midnatssol får du.

I sommermånederne kan du opleve op til 24 timer i døgnet med sollys nord for polarcirklen, hvilket giver dig mere tid til at nyde seværdighederne og til at gå på opdagelse. Før du rejser nordpå på jagt efter oplevelser under midnatssolen, kan du forestille dig at Nord-Norge er opdelt i seks hovedområder:

Helgeland

Den sydligste del af Nord-Norge hedder Helgeland, og er hovedsagligt beliggende syd for polarcirklen og inde i landet med mange tætte skovområder. Følg Kystriksveien ad smukke omveje til godt gemte strande, små byer såsom Brønnøysund og Mosjøen, samt dejlige vandreture ved De Syv Søstre og Okstindan. Tag cyklen eller kajakken med om bord de mange små færger, og hop fra ø til ø mellem Træna, Lovund og Myken - lad bilen stå derhjemme!

Bodø og Salten

Området ved Salten, lige nord for polarcirklen, har også mange fjelde, for eksempel Børvasstindan syd for Bodø. Udover at være et stort trafikknudepunkt i Nord-Norge er Bodø også et interessant udgangspunkt for udforskning af området med spændende museer, Norges bedst bevarede handelsstation Kjerringøy, Børvasstindan-fjeldene og Saltstraumen, verdens stærkeste tidevandsstrøm. Stig om bord en båd og sejl til de små øer i Salten, for eksempel Steigen, Hamarøy, Støtt, Bolga og Rødøy. Overalt er der gode vandremuligheder. Et besøg til Svartisen-gletsjeren syd for Bodø er også et must.

Lofoten og Vesterålen

Hvis du krydser havet i retning nordvest kommer du til Lofoten og Vesterålen - to øgrupper med en enestående naturlig skønhed, karakteriseret ved stenede fjeldtoppe og kystlige sletter, hvor fårene græsser på områder med tang og alger. Over alt er der smukke, hvide sandstrande og maleriske fiskerlejer. Oplev vikingekultur på Lofotr Vikingmuseum, tag på krydstogt i den ekstremt smalle Trollfjord (du vil med garanti se havørne undervejs) og se hvaler på en hvalsafari fra Andenes.

Troms

Den travle by Tromsø i Troms fylke kaldes ofte 'Nordens Paris', og her er der midnatssol i en hel måned. Nogle påstår, at midnatssolen opleves bedre på øerne Senja, Ringvassøya eller Kvaløya. Tag også turen til Sommarøya, hvor de lokale har indført 'tidsfri zone' om sommeren - her er jo dagslys hele døgnet rundt, så hvorfor kigge på uret? Den mere alpine Lyngenfjord-region tæt på Tromsø er et paradis for vandring, fiskeri og cykling i de lange, lyse sommernætter.

Finnmark

Så kan du ikke komme længere mod nord på det norske fastland. Er du på jagt efter den typiske midnatssolsoplevelse, bør du tage hele vejen op til Nordkap. Men Finnmark er et enormt og kontrastfyldt område med masser af uberørt natur - og kongekrabber. Langs den nordvestlige kyst er der fjorde, gletsjere og store øer såsom Sørøya og Seiland. Længere mod øst er Varanger kendt som et mekka for fuglekiggeri. Længere inde i landet kan du rejse tværs over Finnmarksvidda, Norges største fjeldplateau, hvor der er flere rener end mennesker. Her kan du også kigge nærmere på den samiske kultur, der især er synlig i Karasjok og Kautokeino.

Svalbard

Halvvejs mellem det norske fastland og Nordpolen ligger Svalbard-øerne, hvor isbjørnene hersker. Her kan man i den grad tale om uendelige dage - i hele fire måneder er der sol hele døgnet rundt. I den største by Longyearbyen er der et væld af kulturelle begivenheder og aktiviteter, restauranter og barer, så du kan fint få tiden til at gå. Hvis du vil længere ind i den arktiske ødemark for at udforske naturen, dyrelivet og de gamle minebyer skal du hyre en bevæbnet guide (isbjørne er ikke altid venligt stemte).

3 tips til dig, der vil fotografere midnatssolen

Den gyldne glød er det, de fleste mennesker husker bedst fra deres oplevelse af midnatssolen. Den forstærker farverne og gør skyggerne dybere, så der er gode muligheder for at tage dramatiske og udtryksfulde billeder.

Tip 1: Da farverne er mere levende i midnatssolen, er det en god idé at vælge enkle motiver, hvor du fokuserer på højst to eller tre farver. Så undgår du, at billedet virker forvirrende.

Tip 2: Genstande i forgrunden kan bruges til at indramme baggrundsmotivet, så der kommer mere dybde i billedet.

Tip 3: Hvis du gerne vil vise, hvordan den lyse himmel påvirker landskabet, skal du komponere billedet sådan, at horisontlinjen befinder sig en tredjedel oppe fra bunden af billedet. Det vil give den bedste eksponering.

Aktiviteter under midnatssolen

Mange aktiviteter i Nord-Norge kan også finde sted midt om natten under midnatssolen. Sommerdage uden ende.

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Bliv inspireret

Senest besøgte sider