Tips til din sikkerhed i Norges storslåede natur
- Der er ingen skilte til at advare dig om mulige farer, så pas på dig selv og undlad at tage unødvendige risici.
- Undervurder aldrig vejret. Check vejrudsigten før du tager ud på tur.
- Søg råd hos folk som kender det område du skal besøge, gerne de lokale.
- Medbring det rigtige udstyr og beklædning og få tips om førstehjælp.
- Oplys altid til andre hvor du går hen og hvornår du forventer at være tilbage/fremme.
- Hvis du farer vild: Søg ly og bliv hvor du er. Brug en fakkel/kamera blitz til at skabe opmærksomhed om natten. Læg noget farvet ud, således at et evt. eftersøgningsfly har mulighed for at observere dig.
Sikkerhed i de norske fjelde
De norske fjeldregler er udformet for din sikkerheds skyld. Hvad enten du vandrer, cykler eller står på ski bør du altid følge disse regler og være forsigtig.
Laviner og snesked
Off-piste er eftertragtet blandt mange skiløbere og snowboardere. Faren for laviner og sneskred er altid til stede, når du bevæger dig uden for de præparerede pister, og denne fare skal behandles med respekt. Laviner og sneskred kan i sjældne tilfælde også forekomme ved de præparerede pister.
Kontakt den lokale turistinformation og snak med de lokale, såfremt du har brug for råd og information.
Fiskeri og sejlads
Fortæl altid hvor du skal hen, og hvornår du forventer at være tilbage eller fremme. Selvom vejret er fint når du starter, kan det hurtigt ændre sig. Check vejrudsigten eller spørg de lokale før du begiver dig ud på tur. Hvis skyerne mørkner og samler sig, er det en god idé at vende om.
Stå ikke op i båden. Bær altid redningsvest om bord på en båd. Sørg for, at der er nok plads til alle personerne i båden.
Regler på havet:
- Tænk på sikkerheden: kendskab og planlægning reducerer risikoen og gør det sjovere.
- Medbring det nødvendige udstyr. Det bør være i god stand og let tilgængeligt.
- Hav respekt for vejret og omstændighederne. Tag kun på sejlads når det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
- Følg altid reglerne for færdsel til søs. Overhold din vigepligt, fartgrænserne og reglerne for brug af lys.
- Alle ombord skal altid benytte redningsvest eller tilsvarende sikkerhedsudstyr.
- Vær udhvilet og ædru. Promillegrænsen ved sejlads er 0,08.
- Udvis omtanke. Sikkerhed, miljø og trivsel er alles ansvar.
Læs mere om sikkerhed på havet og sikkerhed på elve og søer.
Rafting
Rafting er en spændende oplevelse, som kræver samarbejde. Der kan vælges mellem forskellige sværhedsgrader udfra alder, erfaring og fysisk formåen.
Benyt dig altid af en rafting guide som har kendskab til den specifikke elv. Tag aldrig alene på rafting, medmindre du har indgående kendskab til elven, og husk at du da er ansvarlig for din egen sikkerhed. Netop sikkerheden har top prioritet hos dem som organiserer raftingture. Du vil altid få udleveret hjelm, redningsvest og våddragt. Læs mere om rafting i Norge.
Sikkerhed på gletsjeren
En gletsjervandring er en fantastisk oplevelse, men det kræver også opmærksomhed, kendskab og udstyr. Gletsjerne er i konstant bevægelse. Dybe revner og kløfter kan afsløre ældgamle hemmeligheder, men de kan også være farlige.
Tag aldrig på gletsjervandring uden en autoriseret guide. I sommersæsonen er der guidede ture på næste alle de norske gletsjere. Husk at medbringe varmt tøj, godt fodtøj, vanter og solbriller.
Dykning
Betingelserne for at dykke i Norge er ganske anderledes end andre steder i verden.
De største forskelle er:
- Strømforhold, sigtbarhed og vandtemperaturen gør dykning i Norge til en større udfordring
- Det kolde vand gør det ofte nødvendigt at bruge tørdragt i stedet for våddragt
- Kontrol af opdrift er vanskeligere at opnå iført tørdragt
- Det er vigtigt at være opmærksom på hypotermi (underafkøling af kroppen)
- Den lave vandtemperatur og større dykkerudfordringer, betyder kortere dykkertid. Dykkercomputere og tabeller bør benyttes med større sikkerhedsmargin i Norge.
Dyk aldrig på egen hånd. I Norge er det internationale flag "A" (hvidt og blåt splitflag) godkendt som indikation på, at der dykkes. Det er essentielt at markere hvor der dykkes på grund af den megen bådtrafik på havet.
Check altid vejrudsigten
Selvom vejret er fint først på dagen, kan det hurtigt ændre sig. Check vejrudsigten eller spørg de lokale før du tager på tur. Hvis skyerne mørkner og samler sig, er det en god idé at vende om.
Nødhjælp
- 110 - Brand
- 112 - Politi
- 911 - Politi (kun fra mobiltelefon)
- 113 - Ambulance
- 120 - Nødhjælp til søs
- 22 59 13 00 Giftcentralen
Sikkerhed på Svalbard
Det arktiske miljø er ekstremt sårbart og det er nødvendigt at besøgende udviser stor omtanke. Et antal love og regler er udformet til at beskytte natur og kultur på Svalbard. I nogle områder er besøg stærkt begrænset. Gør dig bekendt med disse love og regler før du tager af sted.
- Det er strengt forbudt at forfølge, lokke og jage isbjørne. Det er farlige dyr, men samtidigt meget sårbare.
- Forlad ikke det bebyggede områdeuden at være bevæbnet, eller ledsaget af en guide som er bevæbnet.
- Kontakt Sysselmanden, hvis du planlægger en længere ekspedition.
- Registrering er obligatorisk ved rejse til store dele af Svalbard.
- Gør dig kendt med love og regulativer før du rejser til Svalbard.
For miljøets og egen sikkerheds skyld anbefaler vi, at du udelukkende deltager i guidede arrangementer.
For mere information, se
Moskusoksesafari
Det eneste sted i Norge, og et af de få steder i verden, du kan se moskusokse er i Dovrefjeld Nationalpark. Du bør, for din egen og for dyrenes skyld, holde mindst 200 meters afstand. Moskusoksen er stor, med en vægt på mellem 225 og 400 kilo, og virker umiddelbart kluntet - men den kan bevæge sig med op til 60 kilometer i timen, så du kan ikke løbe fra den!
Book ophold og transport nu
Hos BookNorway får du prisgaranti.
- Hytter og feriehuse
Søg blandt mere end 2.500 hytter og feriehuse
- Hoteller
Søg efter hoteller på 600 norske destinationer.
- Fly
Søg på alle flyvemuligheder til og i Norge
- Færger
Søg på alle færgeoverfarter og -ruter.
- Billeje
Søg efter en lejebil og sammenlign priser på mere end 100 destinationer.