Norge i en nøddeskal®
Bergen - Voss - Gudvangen - Flåm - Oslo
Norge i en nøddeskal® er en af Norges mest populære rundture. Det er muligt at opleve hele turen på én dag, men det anbefales at overnatte en nat eller to, for eksempel i smukke Flåm.
Turens højdepunkt er i Sogn regionen, hvor du kan opleve noget af Fjord Norges smukkeste landskab. Turen omfatter Bergensbanen, Flåmsbanen, Sognefjorden og den gamle vej Stalheimskleiva.
Hvis du vælger at opleve Norge i en nøddeskal® i lavsæsonen, kommer du endnu tættere på naturen.
Du kan starte rundturen i Bergen eller Oslo, eller fra et af stoppestederne på ruten, eksempelvis Voss eller Flåm.
Se forslag til yderligere oplevelser og attraktioner i Flåm.
Rallarvejen
Rallarvejen er en af de mest populære og sceniske cykelture i Norge. Vejen går fra det store fjeldplateau Hardangervidda og ned til Flåm og Aurlandsfjorden, eller Voss.
Turen fra Hallingskeid til Vatnhalsen er spektakulær og imponerende. Fra den stejle vej kan du se flere mægtige vandfald. Kløften Klevagjelet og Klevenbroen er også fantastiske seværdigheder. Vi anbefaler at du ikke cykler ned igennem kløften.
Rallarvejen blev bygget som transportvej til at fragte materialer og arbejdere under konstruktionen af jernbanen mellem Oslo og Bergen, Bergensbanen, som blev åbnet i 1909.
Langs ruten er det muligt at købe forfriskninger. Ønsker du at overnatte anbefaler vi, at du bestiller indkvartering i forvejen. Hvis du er til friluftsliv, kan du tage dit eget telt med og overnatte i naturen.
Fra Flåm kan du tage toget til Haugastøl eller Finse, og starte turen derfra. Cykeludleje finder du både på Haugastøl, Finse og på turistinformationen i Flåm.
Sæson: Midten af juli til september (afhængig af sneforholdene)
Start: Haugastøl eller Finse (alternativt kan du starte fra Hallingskeid)
Mål: Flåm eller Voss
Distancer:
Haugastøl – Flåm: 80 kilometer
Finse – Flåm: 57 kilometer
Haugastøl – Voss: 108 kilometer
Varighed: En eller flere dage
Transport: Bergensbanen (med de Norske Statsbaner (NSB)) og Flåmbanen.