Skip to main content

HARDANGERFJORDEN

Vidunderligt smuk

Scroll ned for inspiration eller gå direkte til planlæg turen

Instagram kan give dig gode idéer. Men nogle steder bliver du nødt til at opleve med egne øjne.

Hardangerfjorden i den sydvestlige del af Norge er ét af de steder. Hør brølet fra vandfaldene, og smag på noget af verdens bedste cider.

At stå på spidsen af Trolltunga er et must for enhver vandrer med respekt for sig selv, men der er også mange andre - mindre stressende, men ikke mindre fantastiske - vandreture i området.

Den 10-14 kilometer lange vandretur til toppen af Trolltunga er hård og krævende, så vær sikker på, at du er godt forberedt.

Både Trolltunga Active og Trolltunga Adventures arrangerer guidede ture til det berømte klippefremspring hele året rundt.

Og hvorfor ikke give dig selv en belønning efter anstrengelserne er ovre?

Overnat i en sunset/sunrise dome med glasloft.

Andre hæsblæsende oplevelser får du på områdets via ferrata-klatreruter, i en kajak eller på en RIB-safari på verdens tredjelængste fjord.

Faktisk gemmer hele regionen på en guldmine af aktive eventyr.

Bestig den mægtige Folgefonna-gletsjer i selskab med en guide fra Folgefonni Glacier Team. Hør mere om, hvordan naturens egne kræfter laver de dybe sprækker og andre forandringer i gletsjeren.

Samtidig kan du nyde udsigten over den nærmest uendelige turkisblå fjord, med blå is under fødderne.

sommerski-resortet Fonna kan du stå på ski midt om sommeren, øve dine freestyle skills eller løbe langrend.

Måske har du lyst til at prøve at gå med snesko?

Gør dig klar til iøjnefaldende attraktioner langs Hardangers nationale turistvej.

Et af højdepunkterne er vandfaldet Vøringsfossen.

Tør du træde ud på udsigtsplatformen, der stikker ud over en af de dybeste kløfter i Norge? Du får med garanti sommerfugle i maven!

Mærk suset og brølet fra det øredøvende vandfald.

Hvis du fortsætter gennem den smalle Måbødal kommer du til fjordbyen Eidfjord, et andet aktivitetscentrum ved Hardangerfjorden.

En lille omvej op til fjeldgården Kjeåsen, 600 meter over fjorden, er hele turen værd.

Den sceniske rute fortsætter til Øystese og Norheimsund, hvor der er mange spændende museer - og endnu et spektakulært vandfald: Steindalsfossen.

Hvad gør dette vandfald så specielt? Stien omme bag fossen, der giver det 50 meter høje fald en helt særlig vinkel.

Ved Hardangerfjorden finder du også de smukkeste frugtplantager i Norge.

Om foråret er træerne på skråningerne ned mod fjorden fyldt med hvide blomster, og om efteråret hænger de saftigste æbler klar til plukning. 

Smag selv efter, hvorfor de mange ciderhuse i Hardanger vinder pris efter pris for deres 'nordiske champagne'.

Du kan tage på cidersafari om bord den elektriske sightseeingbåd Vision of the Fjords, eller tage med på en guidet tur ad frugt- og ciderruten i Ulvik (inklusive prøvesmagning).

Syse Gård er et af de tre stoppesteder på ruten.

Aga Sideri er en af de mange ciderproducenter af højeste kvalitet i området omkring Sørfjorden. Det var engang en traditionel, familiedrevet gård, men i dag et hipt og prisvindende cideri.

Æblerne her forvandles til dine drømmes dejligste dråber.

Blot 50 meter fra cideriet ligger Agatunet, et lille bondesamfund med bygninger fra omkring år 1220.

Historiens aftryk kan tydeligt ses mellem trævæggene. Her er guidede rundvisninger, kunstforestillinger og historiske udstillinger.

Her ligger også Utne Hotel, der har budt gæster velkommen i over 300 år, og som praler af at være et rigtigt 'ciderhotel'.

Her sætter værterne en ære i at give dig autentiske, gulvbrædde-knirkende oplevelser.

Men uanset hvor du bor, vil du blive taget godt imod. I området omkring Hardangerfjorden bliver din eneste udfordring at vælge det helt rigtige hotel. Der er nok at vælge imellem!

Hvad med det noble Ullensvang Hotel i Lofthus, hvor du kan svømme både indenfor og udenfor, alternativt bare slappe fuldstændigt af i en spa med udsigt over fjordlandskabet?

Det kan der være brug for, efter at have brugt dagtimerne med vandrestøvlerne på. Måske har du været en tur op ad Munketrappene, en stentrappe på den berømte Dronningstien.

Før du forlader Hardanger-området, bør du lægge vejen forbi en anden historisk attraktion: de hemmelige haver på Baroniet Rosendal.

Dette slot fra 1600-tallet er muligvis det mindste i Skandinavien, men den tilhørende park og rosenhave kompenserer for det.

Kultur og Hardanger hører sammen som fod i hose. Nogle vil påstå, at Hardangerbunaden er Norges mest populære folkedragt, med dens mange forskellige farver og typiske mønstre.

Den traditionsrige dragt bliver brugt ved festlige lejligheder. På Hardanger Folkemuseum i Utne kan du få flere detaljer om områdets lange kulturhistorie og mangeartede folklore.

Klar til at pakke kufferterne?

Planlæg turen til Hardangerfjorden

Tilbage til toppen

Opdag mere

De bedste tilbud fra vores partnere

Book din ferie til Norge i dag!

Senest besøgte sider