Skip to main content

KRISTIANSAND

Sørlandets smilende hovedstad

Scroll ned for inspiration eller gå direkte til planlæg turen

Solens varmende stråler tager imod dig i Posebyen, Kristiansands gamle bydel og hjerte. Et glimrende sted at starte din tur rundt i Norges sydligste by.

Posebyen er en stor samling af de lave træhuse, der er så karakteristiske for det sydlige Norge.

I dag fyldes husene af hyggelige, små butikker. Du kommer ikke til at gå tomhændet hjem!

Hvad er nu det? Sandstrand og palmetræer i Norge?

Ja, Bystranda giver dig følelsen af varmere himmelstrøg.

Der er ikke mange steder i Norge med flere årlige solskinstimer end Kristiansand.

Der er kulturoplevelser, shopping og gode restauranter i nærheden. ’Markens’ er navnet på hovedstrøget i centrum, der som regel vrimler med liv.

Og selvom havet kan blive ret lun om sommeren, får du altid 25 grader i den udendørs pool i Aquarama, lige ved siden af Bystranda. Hele året rundt.

Strandens palmetræer har givet navn til den årlige festival Palmesus, der naturligvis finder sted på Bystranda.

Palmesus er Norges største beach party, med over 60.000 mennesker og internationale kunstnere.

Hvert år i starten af juli!

Du kan også høre god musik i enhver genre i Kilden Teater- og Konserthus.

Denne karakteristiske bygning ligger lige ned til vandet på Odderøya og byder på spændende kulturoplevelser.

Odderøya var tidligere en flådebase. Nu er det et rekreativt område med kunstnerisk kant. Følg de afmærkede vandrestier og drik en kop kaffe med udsigt. Du kan også udfordre dig selv i den indendørs klatrepark Høyt & Lavt Odderøya.

Byen har også en del opsigtsvækkende street art.

Hold udkig efter både enorme gavlmalerier og mere diskrete værker i byens gader og stræder.

En tur til Kristiansand handler også om at tage den med ro og om at nyde livet. Den atmosfærefyldte Fiskebrygga er med sit spændende havneliv en lokal favorit, specielt på solrige dage.

Køl af med en isvaffel, eller gå på opdagelse i spisestedernes menukort, der byder på friske rejer og muslinger, tex-mex og alt derimellem.

Bagefter kan du nippe til en drink på byens første tagterrassebar, Club 21, på toppen af Caledonien Hotel.

På en kort gåtur fra bymidten kan du komme ud til det 'hemmelige' grønne område Ravnedalen.

Her danner en myriade af små søer og farverige planter de perfekte kulisser for velsmagende, hjemmelavede burgere på Café Generalen.

Oplev også magien en varm sommeraften, hvor der er koncert på caféen.

Kristiansand har gjort børnefamilier til byens æresgæster og udråbt sig selv som 'børnenes by'.

Dyreparken zoo og forlystelsespark – og dertilhørende vandland – er ikke overraskende at finde højt oppe på langt de fleste norske børns ønskesedler.

En anden attraktion for hele familien er Kristiansand Kanonmuseum på Møvik Fort.

Dette fort blev bygget af tyskerne under Anden Verdenskrig, og museet giver et spændende indblik i områdets krigshistorie.

Den dramatiske fortid kommer helt tæt på, hvis du tager turen med den gamle ammunitionsjernbane, der fører gennem et idyllisk landskab med panoramaudsigt over skærgården.

Faktisk handler det meste i Kristiansand om nærheden til havet, og det er umuligt at vælge en favorit blandt de tusindvis af øer i skærgården. Men Bragdøya kan let besøges ved hjælp af en færge.

Med sit kystcenter, hyggelige caféer, sandstrande og maleriske veje og stier er Bragdøya meget vel selve definitionen af en sommerdrøm.

Kom og nyd livet i Kristiansand!

gode tips til en lang weekend i Kristiansand og planlæg turen i dag.

Opdag mere

Benyt dig af disse gode tilbud

Planlæg din rejse til Norge sammen med en af Visit Norways samarbejdspartnere.

Senest besøgte sider