Aktionerne omtales som en af de mest vellykkede sabotageaktioner under
2. Verdenskrig.
Langt de fleste af Rjukans attraktioner kan besøges hele året. Benyt muligheden til at opdage stedets fantastiske historie, kultur og natur.
Norsk Industriarbeidermuseum
Norsk Industriarbeidermuseum på Vemork er måske mest kendt for sin præsentation af Rjukans krigshistorie. Rjukanfossen gav grundlaget for Vemork, verdens største kraftstation i 1911. Kraftstationen leverede strøm til Rjukan Salpeterfabrikker, og fra 1929 til Hydrogenfabrikken på Vemork. Stationen er i dag et museum hvor man kan opleve det fantastiske energieventyr og se udstillinger fra industriudviklingen i Norge og på Rjukan.
Vemork var åstedet for en af de vigtigste sabotageaktioner under 2. Verdenskrig, da norske sabotører forhindrede tyskerne i at udvikle atomvåben af tungtvandet man producerede her. Udstillingen Atomkappløpet giver en spændende præsentation af de fire tungtvandsaktioner og de allieredes bestræbelser på at udvikle en atombombe.
I filmrummet fremvises filmen If Hitler had the bomb - en dokumentar om tungtvandssabotagen. Gennem udstillinger, film og interaktive stationer får du et nært møde med norsk industri- og krigshistorie. Vandkraft, norsk teknologi, ingeniørkunst og rallarens og industriarbejderens indsats, gør at Rjukan er berømt som industristed.
Galleri, café, salg af souvenirer.
Gaustatoppen
Rjukan ligger ved Gaustatoppen, som ligger 1883 m.o.h. og mange mener det er Norges flotteste fjeld. Årlig vandrer omkring 30 000 mennesker op på Gaustatoppen for at nyde den fantastiske udsigt. Når vejret er klart, kan man se østover til grænsen til Sverige eller sydover til kysten. Udsigten dækker over 1/6 af Norge.
Uanset vejr kan du købe kaffe, vafler og mad i Turistforeningens over 100 år gamle hytte bygget i sten på toppen af fjeldet. Her kan du også få stemplet en selvvalgt sten som bevis på at du har været på toppen. Det bedste udgangspunkt for turen er ved Stavsro, 1 173 m.o.h. Her er der en stor parkeringsplads med kiosk og toiletter.
Ruten op til toppen er godt mærket med røde T'er. De fleste bruger omkring 2 timer på turen op og noget mindre tid ned igen. Undervejs kan du finde sten med mærker efter bølgeslag, fra den gang havet dækkede det, der nu er højfjeld.
Gaustabanen
Gaustabanen, svævebanen inde i fjeldet, har været en godt bevaret hemmelighed. Gaustabanen består af en batteridrevet vogn på skinner, som fragter passagererne ca. 860 meter horisontalt ind i fjeldet. Midt inde i fjeldet er der en mellemstation, hvor man lastede om, hvorfra der går en 1040 meter lang pendelbane på skinner som tager passagererne med helt op til 1800 m.o.h. Derfra er der udgang fra anlægget til Tuddalstippen, i nærheden af Gaustatoppen Turisthytte.
Banen blev bygget for at fragte folk og udstyr op til 1 800 meters højde, og som militært transportanlæg er den unik i verden. En afdeling fra Forsvaret arbejdede med montering af radiolinier på Gaustatoppen, og ønskede at kunne tage sig til toppen uanset vejr hele året. Det gav ideen om at gøre som kraftudbyggerne, nemlig lave en tunnel inde i fjeldet.
Banen blev færdig i 1959, og havde kostet en million dollar. I dag ville prisen have været så høj at banen aldrig ville blive bygget. Det var også meningen at Gaustabanen skulle fragte turister op til Gaustatoppen, men så kom desværre den kolde krig. Banen blev lukket for offentligheden, og blev først åbnet igen for turister i 2004. I dag kører banen udvalgte dage hele året.
Krossobanen
Krossobanen er Nord-Europas første svævebane. Den blev bygget i 1928 som en gave fra Norsk Hydro til indbyggerne på Rjukan, for at gøre det nemmere at tage op og nyde solen om vinteren. Banen er renoveret, med nyt maskineri og andre tekniske installationer. Kjørerummet og maskineriet kan besøges på forespørgsel.
Den nederste station har en stor parkeringsplads. Herfra fragter kabinevogne passagerer op til 886 m.o.h. På toppen er udsigt over Rjukan, Gaustatoppen, Vemork og området for tungtvandssabotagen fantastisk. På toppen ligger Gvepseborg kafé, som serverer dejlige retter i naturskønne omgivelser. Herfra kan du også deltage på arrangerede naturaktiviteter i området og på Hardangervidden.
Hardangervidden
Hardangervidda er Europas største højfjeldsplateau, og her ligger Norges største nationalpark. Naturen er varieret, med stejlt terræn og en fantastisk udsigt. Det er nemt at vandre i det meste af området. Den Norske Turistforening og lokale turistforeninger har lavet mange mærkede stier, og har flere hytter på vidden. Her er mange gode udgangspunkt for vandreture, og mange ruter at vælge mellem. Der findes også kortere mærkede stier i området. Rjukan Turistkontor tilbyder detaljeret information og forslag til ture.
På Hardangervidda findes flere gamle veje som kaldes Nordmannsslepene. Disse slepene er fortidens veje på Hardangervidda, som blev anvendt til at drive handel mellem Østlandet og Vestlandet.
Rjukanfossen
Vandfaldet Rjukanfossen blev "opdaget" af Geologiprofessor Jens Esmark i 1810. Han rapporterede til Kongen i København om "verdens højeste vandfald". Esmark overdrev noget, men det lokkede flere turister til Rukjan. Rjukanfossen er 104 meter høj, og Rjukan kaldes i dag den moderne turismes vugge i Norge.
De første som besøgte vanfaldet, var kunstnere som I. C. Dahl og Johannes Flintoe, som kom for at malte Gaustatoppen og Rjukanfossen. Derefter kom overklassen fra de europæiske storbyer for at "anskue denne naturskønhed". Rjukanfossen er desværre meget reduceret i dag, fordi det meste af vandet ledes i rør til Vemork Kraftstasjon. Hvis man er heldig slippes fossen i det tidsrum man besøger Rjukan.
Kultur
Telemark er kendt som et område hvor folkemusik og -kultur er velbevaret, og bliver taget videre til kommende generationer. Der er f.eks. mange dygtige håndværkere i Tinn.
Tinn Museum er et folkemuseum, hvor både hus og inventar er fra 1500-tallet og frem til industrialiseringen på 1900-tallet. Flere gårde drives efter gamle traditioner. I smukke naturomgivelser blandt forskellige dyr kan man nyde lokal mad, eller købe fjeldets produkter.
Tinn Håndverkssenter blev åbnet i 1996. Centerets opgave er at bevare de rige håndværkstraditionerne i Tinn, og tilbyde lokale kunsthåndværkere egne produktions- og salgslokaler. Centeret tilbyder en kombineret brugskunst- og salgsudstilling lavet af over 70–80 udstillere. Her er alt fra brugskunst, træskæring, knive, bunader og ekstra fin rosemaling.