Telemark er en unik vandredestination på mange måder, takket være den centrale beliggenhed mellem Oslo og Fjord Norway samt dets varierede terræn med både kyststier, skove og fjelde. Her er også Hardangervidda, det største fjeldplateau i Nordeuropa. Stop din køretur i bil og gå en tur, eller brug et par dage i de spektakulære fjeldområder.
Hvornår
Vandresæsonen går fra april til oktober. De højest beliggende områder har normalt sne fra oktober til maj.
Vandremuligheder
De væsentligste vandreområder i de sydlige og centrale dele af Telemark er kyststien i Langesund, den berømte Telemarkskanal og Lifjell. Den stejle tur op på den unikke klippeformation Gygrestolen kan tages af alle der er i en relativt god fysisk form.
Det vestlige Telemark har et fascinerende, takket landskab med masser af vandrestier. Her finder du også den populære Lårdalstigen, en tur der anbefales til de erfarne vandrere - de lokale kalder turen "hårdere end Besseggen". En anden mulighed er den moderat krævende tur til Hægefjell.
I området ved Rjukan/Rauland ligger den meget populære Gaustatoppen, et af de mest fotograferede fjelde i Norge. Turen til toppen og tilbage tager omkring fem timer, og er dermed velegnet for børnefamilier der har prøvet at vandre før. Også velegnet for familier er Solstien, der starter ved svævebanen Krossobanen og ender i Gvepseborg for foden af Hardangervidda halvanden time senere. Den nye og spektakulære sti til Falkeriset, der åbnede i Rauland i 2012, er en anden familievandretur – tag børn i alle aldre med på denne tur med fantastisk udsigt over de omkringliggende fjelde. Turen tager cirka halvanden time.
Topture i Telemark
Kyststien Langesund
Gygrestolen
Lårdalstigen
Hægefjell
Gaustatoppen
Solstien
Falkenuten/Falkeriset
Guidede vandreture
I Rjukan kan man tage med på en guidet vandretur der følger Sabotørstien – den berømte rute benyttet af den norske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig, for at komme fra Hardangervidda fjeldplateau gennem dybe kløfter til Vemork, hvor de sprængte tungtvandsfabrikken.
Overnatning
Telemark har en lang række kvalitetshoteller, lejligheder og hytter – fra kystområdet Grenland til fjeldområder som Lifjell, Haukeli, Rauland og Rjukan/Gaustablikk. Den Norske Turistforening (DNT) har hytter i Haukeli, i Kalhovd og Mogen på Hardangervidda fjeld plateau.
Sådan kommer du hertil
Du kan komme til Telemark med bil, bus, tog, færge eller fly. Den korteste vej fra Oslo til Fjord Norge går gennem Telemark. De to hovedveje igennem amtet er E18 og E134.
Den nærmeste lufthavn er i Sandefjord og der er færger til kontinentet fra Langesund, Larvik og Sandefjord.
Læs mere om hvordan du kommer til Telemark.
Yderligere oplysninger
Læs mere om vandring i Telemark på Telemarks officielle hjemmeside.